Håndfri mobil er ikke sikker

Undersøgelser viser, at kørslen bliver ikke mindre farlig, hvis bilisterne taler via et håndfrit sæt, som færdselsloven kræver. - Foto: Martin Zakora
Undersøgelser viser, at kørslen bliver ikke mindre farlig, hvis bilisterne taler via et håndfrit sæt, som færdselsloven kræver. - Foto: Martin Zakora
Lyt til artiklen

Danske bilister må hvert år bøde tusindvis af kroner, fordi de bryder loven ved at tale i mobiltelefon uden begge hænder på rattet. Men kørslen bliver ikke mindre farlig, hvis bilisterne taler via et håndfrit sæt, som færdselsloven kræver. Det fremgår af undersøgelser fra Finland, England og senest Sverige. Her har vejvæsenet gennemført 14 adskilte studier, der alle fører til samme konklusion. »Vi ved, at køreevnen forværres, når man taler i telefon under kørslen. Vores undersøgelse viser tydeligt, at det er samtalen i sig selv, der med sit krav om opmærksomhed udgør de negative forandringer i førerens evne til at køre - og ikke typen af telefonudstyr«, siger generaldirektør i det svenske vejvæsen, Ingemar Skogö. Han fraråder de svenske politikere at indføre de krav om et håndfrit sæt, som gælder i Danmark. Også farlige bier Bilisternes organisation, FDM, mener, at de svenske resultater sætter en tyk streg under, at det danske forbud mod håndholdte mobiltelefoner er formålsløst. »Alt, der kan forstyrre bilistens opmærksomhed, er en potentiel fare - ikke kun telefonsamtaler. Folk er kørt galt, fordi de sloges med en bi. Men man kan jo ikke håndhæve en lov om, at folk skal køre med begge hænder på rattet med blikket stift rettet fremad«, siger kommunikationschef i FDM, Bo Christian Koch. Sidste år gav Rigspolitiet 3.000 bøder på hver 500 kroner til danskere, der talte i telefon med kun en hånd på rattet. Tallene for København og Århus politikredse er 1.991 og 256. Vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Færdselsafdeling Asger L. Kristensen forholder sig skeptisk til de internationale undersøgelser. »I den fase, hvor man skal trykke på tasterne, vil jeg vove den påstand, at man er ukoncentreret, ligegyldigt om man har håndfrit sæt eller ej. Det er logik for burhøns. Men når samtalen går i gang, vil jeg med baggrund i min egen køretekniske uddannelse mene, at det er meget vigtigt at have begge hænder på rattet - eksempelvis hvis man skal foretage en undvigemanøvre«, siger han. Unødvendig snak Lotte Larsen, trafikpsykolog ved Danmarks Transportforskning, understreger, at jo mere vanskelig samtalen er, jo mere risikabel er den også. »Derfor skal man eksempelvis helst lade være med at føre forretningssamtaler, hvor man skal træffe vigtige beslutninger, for det kræver megen koncentration«, siger hun. Lotte Larsen mener ikke, at politikerne bør indføre en generel lov mod, at bilister taler i mobiltelefon, når de kører. I stedet skal man prøve at påvirke folks holdninger ved at gøre opmærksom på, at der var en tid, hvor det slet ikke var nødvendigt at tale i telefon, mens man kørte i bil. »Man kan jo planlægge fra morgenstunden, hvad man skal købe i supermarkedet i stedet for at aftale det over telefonen«, siger hun. anders.schmidt@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her