Mistanke til bumsemiddel

Lyt til artiklen

Flere end 10.000 danskere fik sidste år recept på et bumsemiddel, som mistænkes for at kunne give alvorlige psykiske bivirkninger i form af depressioner og selvmordstanker. »Noget tyder på, at det udskrives også til folk uden for målgruppen, der er personer med meget svær acne (bumser. red.), som andre midler ikke har virket på«, siger sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Margrethe Nielsen. »Det ser ud til, at der er sket et skred i udskrivning af recepter på midlet«. Undersøgelse på vej Forbrugerrådet har nu bedt Lægemiddelstyrelsen om at undersøge brugen af midlet, som herhjemme forhandles under navnene Roaccutan, Accutin, Isotretinoin og Isotrex med Roaccutan som langt det mest almindelige. Sidste år var 10.809 personer i behandling med stoffet isotretinoin, som er det aktive stof i alle de nævnte midler. Det er 4.333 flere end i 1997. Men set i forhold til, hvor mange der lider af acne, er antallet af brugere ikke højere end forventet, mener Lægemiddelstyrelsen. »Vi har nu bedt Forbrugerrådet om de sager, det har på Roaccutan«, siger kontorchef i styrelsens afdeling for lægemiddelkontrol, Finn Clemmensen. »Hvis de indeholder tegn på, at brugen af midlet er skredet ud over målgruppen, er det Sundhedsstyrelsen, der skal tage affære, fordi det er den, som fører tilsyn med lægerne«. Også i Sundhedsstyrelsen afventer man oplysningerne fra Forbrugerrådets sager. »Vi forventer at få en vurdering fra Lægemiddelstyrelsen på baggrund af sagerne fra Forbrugerrådet. Så vil vi vurdere, om der er grund til at indskærpe den rette brug af midlet over for lægerne«, siger overlæge Michael von Magnus, Sundhedsstyrelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her