Kvit smøgerne, lad flasken stå og smid gerne et par af de overflødige kilo - så går din operation bedre. Sådan lyder lægernes gode råd til patienter, der går og venter på at komme under kirurgernes kniv. Vil fjerne komplikationer Nu vil Roskilde Amts Sygehus i Køge som det første i landet systematisk henvise rygere, overvægtige og lidt for tørstige patienter til et særligt ambulatorium, der skal forberede dem til en bedre operation. »Det er dokumenteret, at man opnår en mere komplikationsfri operation, hvis man ændrer sin livsstil i ugerne op til indgrebet på nogle få afgørende punkter, typisk ved at undlade at ryge og drikke for meget. Sårhelingen forbedres, man får færre infektioner, og den gennemsnitlige liggetid forkortes. Det er den viden, vi nu vil inddrage i det daglige arbejde her på sygehuset«, siger lederen af Afdelingen for Forebyggelse, overlæge, dr.med. Henri Goldstein. Det nye ambulatorium oprettes i forbindelse med Afdelingen for Forebyggelse, der ved sin fremkomst for nogle år siden også var en nyskabelse. Fra 1. august kan lægerne ude på de enkelte afdelinger på sygehuset i Køge og i Roskilde henvise alle relevante patienter til ambulatoriet. Patienterne vil gerne »Erfaringerne viser, at mennesker tit er motiverede til at ændre på deres livsstil, når de står foran et indgreb. Vi vil imidlertid kun bruge gulerod og ikke pisk. Der er folk, der ikke magter at lave om på deres livsstil, og disse mennesker har naturligvis lige så meget ret som alle andre til at blive opereret - også uden denne form for forebyggelse«, siger Henri Goldstein. Han ser gerne, at patienterne adopterer de gode vaner og holder stilen efter udskrivelsen fra hospitalet. »Umiddelbart efter operationen vil vi gerne følge op på livsstilsændringerne. Men i praksis er der ikke resurser til at klare dette arbejde efter hjemsendelsen«, siger Henri Goldstein. Glæde i Sundhedsstyrelsen Afdelingen for Forebyggelse har gennem flere år tilbudt bl.a. livsstilskurser og rygestopprogrammer. Nu får den altså også landets første forebyggelsesambulatorium, og den prioritering vækker glæde i Sundhedsstyrelsen. »Det er et godt initiativ, og vi så gerne, at andre sygehuse fulgte efter - det kunne den kortere liggetid måske inspirere til. Vi ved fra danske forskere, at dette her er en effektiv metode på det individuelle plan. Men noget ganske andet er det jo at gå ud og tilbyde det til patienterne som fast rutine i den praktiske hverdag«, siger konsulent Jørgen Falk, Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen. Jørgen Falk peger på, at Danmark tilsyneladende er lidt af et foregangsland på dette felt målt med internationale alen. Danske forskere har dokumenteret effekten af ændret livsstil før en operation, og selve konceptet blev holdt over dåben på Bispebjerg Hospital i København.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























