Vejpirater plyndrer turister

Lyt til artiklen

Vejpiraterne har haft et rekordår på den svenske vestkyst, fra Malmø i syd til den norske grænse i nord. Siden marts har 103 tyverier og røverier mod autocampere eller lastvogne fundet sted . Af dem har 18 autocampere været danske og 40 tyske. Ifølge Per-Arne Nilsson, kriminalinspektør ved Mölndals Politi, kunne mange af tyverierne være undgået, hvis folk passede lidt bedre på. Mange penge med på ferie »Mange har lejet deres autocamper og har dårlig rutine. Jeg forstår heller ikke, hvorfor folk har så mange kontanter med på ferie. I de 103 sager, vi har haft, er der stjålet sammenlagt 700.000 kroner«, fortæller han til Politiken. Flere bander af vejpirater opererer på Vestkysten lige nu, og langt størstedelen af forbryderne kommer fra Balkan, hvor denne type af kriminalitet er meget stor. Det svenske politi har øget sin bevogtning af rastepladserne, hvilket for to uger siden gjorde, at en politimand blev vidne til et vejrøveri. Mændene, der var på vej ind i en dansk autocamper, kunne derfor anholdes på stedet. Sammenlagt er tre mænd blevet anholdt for vejrøverier på Vestkysten, og politiet advarer nu turister mod at parkere på rastepladser i Bohuslän. Udsat for gas I 16 af sagerne har politiet mistanke om, at ofrene for vejrøverier er blevet udsat for en slags gas, selv om man endnu ingen beviser har. »Ofrene har vist symptomer på at være blevet kuldioxidforgiftet, og det passer også med, at piraterne, når de har forladt stedet, har ladet døren stå åben for at få ilt ind«, siger kriminalinspektør Per-Arne Nilsson. »Det er trist med disse forbrydelser, der går ud over turister. Alligevel er det kriminalitet, der kan undgås, hvis man tager sine forholdsregler. Sverige er stadigvæk et sikkert land at rejse i«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her