Tomme tundåser og kapsler skal genbruges

Lyt til artiklen

I dag ryger tomme tun- og tomatdåser, foliebakker til lørdagskylling, kapsler og andet metalaffald i den almindelige skraldespand i langt de fleste danske husstande. Men om få år skal vi til at sortere metalemballagen fra. Det fremgår af regeringens udkast til affaldsstrategi 2005-2008. Årsagen er, at EU's kommende emballagedirektiv kræver, at halvdelen af metalemballagerne genanvendes i 2006. Frivilligt hidtil »For at nå det mål vil det være nødvendigt at indsamle metalemballager fra husholdninger«, hedder det i strategien, der lægger op til en revision af affaldsbekendtgørelsen. Det har hidtil været frivilligt for kommunerne at indsamle jern og metal. Enkelte kommuner har en ordning, hvor man kan aflevere emballage sammen med for eksempel flasker, men de fleste har blot en genbrugsplads eller storskraldsordning, der typisk kun får fat i større ting som gryder, køkkenvaske og bilbatterier. Konservesdåserne og de andre små ting, der godt kan være i plastikposen med bananskrællerne og mælkekartonerne, ryger som oftest derned. Erfaringer fra Sverige viser dog, at det kan lade sig gøre at indsamle hovedparten af metalemballagen. Få overblik »Men det kræver både, at husholdningerne sorterer affald, og at indsamlingen fra industrien styrkes«, understreger miljøkonsulent Nana Winkler fra Videncenter for Affald under Miljøstyrelsen. Videncentret er i øjeblikket ved at få overblik over, hvordan de danske kommuner i dag varetager indsamlingen. Det vil hjælpe til at afklare, om indsamlingen skal foregå via en separat henteordning af udelukkende metalemballager, en henteordning for forskelligt storskrald eller en bringeordning til containerplads eller kuber, som man kender det med flasker og gamle aviser. En genbrugsordning vil spare energi- og metalressourcer, men også have andre fordele: mindre jern og metaller i husholdningsaffaldet vil reducere fastbrænding i ovnene på forbrændingsanlæggene og øge mulighederne for genanvendelse af forbrændingsaske.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her