Kristne friskoler i hård politisk modvind

Lyt til artiklen

Dybt reaktionært og et angreb på det danske frisind. Sådan betegner SF's ligestillingsordfører Kamal Qureshi den ansættelsesprocedure, som kristne friskoler benytter, når de skal ansætte lærere og pædagoger. Med et såkaldt forståelsespapir i hånden kan skolerne som beskrevet i Politiken onsdag forlange, at deres ansatte tilslutter sig, at de ikke vil lade sig skille, ikke gifter sig med en fraskilt, ikke er ægtefællen utro og ikke får foretaget en abort. SF: Skolerne skal miste tilskud Sådanne skoler skal ifølge SF ikke have tilskud fra staten. »Hvis ikke de kristne skoler er i stand til at undervise børnene i et miljø med et minimum af respekt for menneskerettighederne og individets rettigheder, kan jeg ikke se, at de skal have offentlig støtte«, siger Kamal Qureshi (SF), som nu har stillet spørgsmål i sagen til undervisningsminister Ulla Tørnæs (V). »Det er fuldstændig forrykt, at Undervisningsministeriet ikke griber ind over for reaktionære religiøse skoler som de kristne. Det virker, som om man udelukkende koncentrerer sig om muslimske friskoler, mens der er total berøringsangst over for den kristne højrefløj«, siger Kamal Qureshi. S vil gerne være med til at straffe Socialdemokraterne er også parate til at straffe de skoler, som gør brug af forståelsespapiret. Her står blandt andet, at ansatte, som ikke kan efterleve de klassiske kristne værdier, forventes at sige deres stilling op eller kan risikere afskedigelse. S stiller spørgsmål til lovlighed »Jeg tror simpelthen ikke, at det er lovligt for en arbejdsgiver at stille sådanne krav til medarbejderne. Hvis det er tilfældet, skal skolerne naturligvis ikke have offentlig støtte«, siger Thomas Adelskov (S). Socialdemokraterne vurderer, at kravene strider mod flere forskellige love, blandt andet ligebehandlingsloven og lov om personlige oplysninger, og har nu bedt beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) om at afklare lovgivningen på området. DF og K vil ikke være med til at fjerne støtte Dansk Folkeparti og de konservative tager også afstand fra skolernes krav til de ansatte, men ønsker ikke at fjerne statsstøtten. Derimod ser de gerne, at Undervisningsministeriets tilsyn med friskolerne også kommer til at omfatte nyansættelser. DF: Før tilsyn med ansættelsesforhold »Skolerne går for langt, når de sætter disse regler for folks privatliv. Folk skal ansættes på deres faglige kvalifikationer, så vi plæderer for, at der også bliver ført tilsyn med ansættelsesforholdene på alle friskoler, så de kan opretholde en god faglig standard. Det er vores opfordring til ministeren«, siger Dansk Folkepartis uddannelsesfører Louise Frevert. Forslaget bakkes op af de konservative. Ikke som et krav, men som en mulighed, siger uddannelsesordfører Helle Sjelle, som mener, at det kristne forståelsespapir går over stregen. »Jeg har svært ved at se, at det er nødvendigt at skille sig af med en lærer, der får skilsmisse eller abort, for det er en meget privat sag«, siger Helle Sjelle (K). Tørnæs vil ikke gribe ind Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) afviser ethvert forslag om indgriben. »Jeg respekterer fuldt ud friskolelovgivningen, som betyder, at friskoler har større frihedsgrader end folkeskoler. Det her er et forhold mellem den enkelte skole og forældrene, og det vil jeg ikke blande mig i«, siger Ulla Tørnæs (V). Tørnæs: Det er ikke diskrimination Hun mener ikke, at Undervisningsministeriets indgreb over for en række muslimske friskoler kan sammenlignes. »Hvis SF påstår, der er tale om diskrimination, så er det ikke rigtigt. Der gøres ikke forskel med udgangspunkt i skolernes værdigrundlag, så længe de efterlever friskolelovgivningen«, siger ministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her