Danske børn og unge under 18 år ender stadig oftere bag tremmer. Ifølge en rapport lavet i samarbejde mellem Socialministeriet og Amtsrådsforeningen sad der i februar i år 32 unge under 18 år bag tremmerne i rigtige fængsler eller arresthuse. Det er dobbelt så mange som året før, hvor der i gennemsnit sad 14 unge bag tremmer. Forsvarer kalder fængsling horribel Torsdag blev tre unge mænd varetægtsfængslet i sagen om sidste weekends drab på Nørrebro. To af de unge er henholdsvis 16 og 17 år, og de er begge blevet sat i fængsel frem for på en sikret institution for kriminelle unge. Den 16-åriges forsvarer Ulrik Rasmussen har kæret spørgsmålet om anbringelsesformen til Østre Landsret. »Jeg mener, det er fuldkommen horribelt, at man anbringer børn i varetægtsfængsel og ikke på de lukkede døgninstitutioner, som findes. De unge skal være et sted, hvor der er fagfolk og sikkerhed for, at de ikke stikker af. Der er jo tale om børn, for Søren, og uanset om der er plads, eller de sikrede institutioner ikke kan tage sig af dem, så skal der være steder til de her børn, hvor de kan passes ordentligt på, ellers overtræder vi alle internationale folkeretlige principper«, siger Ulrik Rasmussen. I strid med FN Ifølge FN´s børnekonvention må børn ikke fængsles sammen med voksne. Og hvis det sker, skal man sørge for, at de sidder adskilt fra de voksne fanger - noget, som i praksis er nærmest umuligt. Og det er en tendens, som Børnerådets Klaus Wilmann tager klart afstand fra: »Selvfølgelig skal vi spærre unge inde, der begår voldsom og personfarlig kriminalitet. Men jeg synes, det er en falliterklæring at sætte dem i fængsel med voksne«, siger Klaus Wilmann. Kriminalforsorgen ønsker ikke at udtale sig om de mindreårige i forsorgens institutioner, men i Vestre Fængsel, hvor en eller to af de unge fra den aktuelle sag opholder sig, kalder overlæge Knud Christensen situationen uheldig. »Det er ulykkeligt, at der ikke er nok sikrede afdelinger for unge, og det er ulykkeligt, at dommeren føler sig nødsaget til at placere disse mindreårige i fængsel. Det er en uheldig situation«, siger Knud Christensen. Mangler tilbud til vanskelige unge En af årsagerne til, at den ene af de sigtede er blevet anbragt i et rigtigt fængsel, er, at ingen af de sikrede institutioner, der ellers tager imod kriminelle, har ønsket at modtage den unge. Institutionerne har flere gange gjort opmærksom på, at der er visse unge, som de ikke er gearede til at tage imod, enten fordi de har misbrugsproblemer eller er så udadreagerende og psykisk syge, at man ikke har den nødvendige ekspertise. »Vi mangler et tilbud til de særligt hard core unge kriminelle, som vi ikke kan rumme på de sikrede afdelinger for unge. Vi taler om unge mennesker, der begår overfald på vores personale, som truer sig ud og flygter fra afdelingerne, og som under de givne rammer er komplet uden for pædagogisk rækkevidde«, siger Jørgen Frølich.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























