Fanger gravede sig ud af Sandholmlejren

Lyt til artiklen

Natten til søndag lykkedes det fem mænd at grave sig ud af kriminalforsorgens fængselsafsnit i Sandholmlejren. De fem mænd, der kommer fra Moldova, Ukraine og Algeriet, havde - næsten som på film - gravet en 10 meter lang tunnel fra en celle og ud i friheden. »De har gravet gennem betongulvet under et stykke asfalt og ud under de to hegn, der omgiver lejren«, fortæller chefen for de københavnske fængsler, Peter Vesterheden. Otte ton jord I små plastikposer har mændene sneget op til otte ton jord ud fra tunnelen og videre op i lejrens affaldscontainer. De har hamret sig vej gennem betongulvet og fremskaffet en nøje tilpasset plade til at dække over hullet. Uden tilsyneladende at blive bemærket. Klokken 03.45 så personalet på en af sine videoskærme, at der stod nogle personer ved det ydre hegn. Personalet skyndte sig ud, men det lykkedes i første omgang ikke at fange de fem mænd. Politiet blev tilkaldt, og den ene af de fem blev kort efter fundet i en villahave af en hundepatrulje. »Vi vurderer, at det har taget et par måneder at grave tunnelen«, siger Peter Vesterheden. De fem mænd har brugt en lægtehammer og et stykke bukket jern til det tålmodige gravearbejde. Begge graveredskaber blev fundet i tunnelen. Hullet inde i cellen var - mens gravearbejdet stod på - dækket af et stykke pap, malet i samme farve som gulvet. Jorden fra gravearbejdet er sandsynligvis kørt ud med det almindelige affald, efterhånden som arbejdet er skredet frem. »De indsatte gør selv rent, så jorden er formentlig båret ud som affald«, siger Peter Vesterheden. Nøje overvejet plan Som de første nogensinde har de succesfuldt gravet sig vej ud af Sandholmlejren efter at have fulgt en plan, som tilsyneladende både har været langsigtet og velovervejet. Ifølge Peter Vesterheden har de nøje beregnet, hvor lang tunnelen skulle være og gravet den så tæt på den asfalt, der dækker strækningen mellem bygningerne og det yderste hegn, at der ikke har været nogen nedstyrtningsfare. »Ja, man må jo sige, at de har lavet et ordentligt stykke arbejde«, siger Peter Vesterheden. Han understreger, at de fire mand, som mandag aften stadig var på fri fod ikke er farlige kriminelle, men blot mænd, der ventede på, at de skulle udvises. Fængslet vil nu gennemgå sine rutiner for at undgå flere "huller" i sikkerheden, oplyser Peter Vesterheden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her