Christiania lever - endnu

Lyt til artiklen

Der var gamle hippier med særtog fra Jylland, masser af unge og børn, pensionister og dem med mere end almindeligt blodsprængte kinder. Levende musik på tre trækvogne og fløjtepift. Men der var allerflest røde T-shirts med tre karakteristiske gule prikker - Christianias flag. Folk valfartede til hovedstaden for at deltage i Folkeoptoget for forskellighed. En protest mod regeringens planer om at normalisere Christiania, imod ensretning og en kulturkamp, som har fået folkebægeret til at flyde over. »Christiania skal være det spektakulære hovednummer i den spændende kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen og Brian Mikkelsen i folketingsflertallets navn har udråbt - blottet for blusel og selvkritik«, sagde Ebbe Kløvedal Reich til optogets udelte begejstring. Da var folkeoptoget på 3.000-4.000 mennesker, ifølge Politiet - mange flere ifølge arrangørerne - nået frem til pladsen foran Christiansborg. Forinden var menneskeslangen ramlet sammen med jyderne til kransenedlæggelse ved Frihedsstøtten, milepælen for stavnsbåndets ophævelse. »Vi kæmper for at bevare Christiania. Det er forskelligheden, der er truet. Med de greb, regeringen har lavet i samfundet, er der ingen rummelighed længere«, sagde Steen Hansen, 53 år, der var kommet fra Holbæk. Rita, 48, og Svend Aage Nielsen, 52, kom fra Humlum ved Struer, hvor de altid har boet, men aldrig været i København uden et besøg i Bådsmandstræde. Selv Politiet var tilfredse med optoget, som aktivister med mobilsnegle i øret sørgede for opførte sig ordentligt. »Der har ikke været ballade overhovedet. Vi har sørget for, at de kunne komme frem, og ellers har vi holdt lav profil«, sagde indsatsleder Kim Østergaard. »I er de gale, vi er de normale«, råbte en mand, der kaldte sig Helgen Adam Møller og krævede golfbane på Christiania. »Vi skal potte lidt og fyre Bent«, lød slagråbet fra Helgen fra teatergruppen Solvognens Børn. Regeringens netop udsendte idekonkurrence om forslag til fremtidens Christiania blev ikke kun undsagt af 2.000 christianshavnere i lørdagens Dagbladet Information. Ifølge Anisette fra Savage Rose udspringer de gode ideer fra Christiania - sol og vindenergien, plads til de hjemløse og udanske, brændeovne, cykler, musik og kærlighed. »Christiania er jo hele det råb om frihed, folk længes efter«, sagde Anisette. Kim Larsen løftede pladsen i fællessang til 'Det er en kold tid, som vi lever i', mens langt færre kendte 'Internationale'. Men som Jeppe Søe, konservativ folketingskandidat, sagde fra scenen: »Hvis alle var som mig, ville verden være røvsyg. Ikke fordi jeg er røvsyg, men fordi vi så var ens. Vi skal måles i 1. klasse, droppe sabbatår og højskole og gå lige i mål. Der er ingen plads til forskellighed«, sagde Jeppe Søe. Tidligere forsvarsminister Kjeld Olesen var enig: »Vi må mobilisere de gode kræfter. At fjerne Christiania er udansk. Og også appellere til pengepungen. Christiania er er turistmål, men først og fremmest fornuft - symbolet på åbenhed og tolerance«, sagde Kjeld Olesen. Folkefesten fortsatte på Christiania, hvor mange flere stødte til for at høre Steppeulvene, Saybia, Sort Sol, Gnags, Skousen og Ingemann og mange flere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her