En asylansøger fra Armenien var i vinter frihedsberøvet i 107 døgn, fordi han havde forsøgt at begå et lommetyveri. Men frihedsberøvelsen burde aldrig have fundet sted, har Højesteret fastslået. Indespærringen stod i misforhold til forseelsen, hedder det i den principielle kendelse, som samtidig tvinger Østre Landsret og politiet til at ændre praksis. »Vi søger om erstatning«, siger mandens advokat, Steffen L. Andersen i Hillerød. Fik en advarsel Asylansøgeren havde på Hovedbanegården haft hænderne nede i en anden mands jakkelomme. Politiet takserede lovovertrædelsen til en advarsel, men alligevel holdt landsretten ham indespærret i over 100 døgn. I Rigspolitiet vil man nu tage konsekvensen af denne og en anden principiel afgørelse fra Højesteret. I fremtiden vil politiet nøjere overveje, om der grund til at bede dommere om at frihedsberøve asylansøgere, der har begået beskedne lovovertrædelser.
Indespærring i 107 døgn var forkert
Lyt til artiklen