Når hastigheden på godt halvdelen af de danske motorveje til foråret sættes op fra 110 km/t til 130 km/t, vil bilisterne samtidig blive præsenteret for en ny og i motorvejssammenhæng usædvanlig færdselstavle. Det bliver en firkantet tavle med blå bund og hvid tekst, hvor der fra oven står 'max 110 km' i tre linjer. Korte strækninger Ifølge specialkonsulent Henrik Ludvigsen, Vejdirektoratet, sættes tavlen op på motorveje med en tilladt hastighed på 130 km/t, men hvor det over korte strækninger anbefales at sætte hastigheden ned. »Det kan være steder, hvor stopsigten ikke er lang nok til 130 km/t, men hvor det samtidig er urealistisk med en hastighedsbegrænsning på 110 km/t, fordi strækningen måske kun er på 500 meter«, siger Henrik Ludvigsen til Ritzau. Tavlen er i færdselsloven rubriceret som oplysningstavle, og det er lovligt ikke at rette sig efter anbefalingen.
Ny tavle til anbefalet hastighed på motorveje
Lyt til artiklen