Ingen konsekvens af syltning af sager i Frederikssund

Lyt til artiklen

Den manglende behandling af flere hundrede straffesager i Frederikssund Politikreds får ingen konsekvenser for den ansvarlige politimester, fordi affæren udspillede sig for godt fem år siden. Det er meldingen fra den fungerende justitsminister, Brian Mikkelsen (K), efter et samråd i Folketingets retsudvalg. Menige betjente: Forskelsbehandling De menige betjente i Nordsjælland mener, at der er tale om forskelsbehandling af høj og lav inden for ordensmagten. 'Hvis en menig betjent havde syltet sager, ville han blive ramt af en sanktion, men politimester Preben Aarø-Hansen og de øvrige anklagere er derimod sluppet fri', hedder det i en kritisk artikel i Randbladet, som er talerør for politiforeningerne i Nordsjælland, Roskilde og Køge. Forældet sagskompleks Men sagen er forældet, siger Brian Mikkelsen: »Det skete i 1998, det vil sige for fem år siden. Vi kan ikke gå efter en person (politimesteren, red.), når det er foregået for så mange år siden«, siger ministeren ifølge Ritzau. S bakker ministeren op Socialdemokraten Per Kaalund mener ligesom Mikkelsen, at tiden er løbet fra en forfølgelse af ansvaret for syltningen. Hvis der var blevet kigget på sagen tidligere, kunne der have været grundlag for at rejse en tjenestemandssag, mener Kaalund. »Men eftersom tiden er gået, og man har beklaget det skete, så er det lidt forpasset at komme og rejse en sag«, siger Per Kaalund. Det var menige politifolk, der pressede den overordnede anklagemyndighed til i første omgang at interessere sig for problemerne i Frederikssund. Først efter lang tid blev forholdene undersøgt og kom frem til overfladen. Brian M.: Urimeligt at jagte enkeltpersoner Brian Mikkelsen afviser, at sagen er udtryk for forskelsbehandling af høj og lav i systemet og forsikrer om, at alle uanset titel bliver behandlet ens. Brian Mikkelsen tilføjer, at han finder det 'urimeligt at jagte enkeltpersoner'. Ministeren beklager Brian Mikkelsen understreger, at han finder syltningen af sagerne 'fuldstændig uacceptabel'. »Det er der mange forklaringer på, også bortforklaringer. Jeg kan kun undskylde rigtigt mange gange over for de ofre, der er, og forældrene til dem. Jeg har selv læst nogle af sagerne igennem, og man bliver helt ked af det, når man sidder og læser dem igennem«, siger Brian Mikkelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her