Omdiskuteret gigtmedicin endelig godkendt

Lyt til artiklen

Lægemiddelstyrelsen har efter lang tids debat godkendt gigtmedicin, der indeholder det omdiskuterede præparat glucosamin. Lægemidlet Glucosamin Pharma Nord, der markedsføres af firmaet Pharma Nord, vil fremover kunne erhverves i håndkøb hos materialister, apoteker og endda kiosker. Hidtil har patienter med gigt- og ledsmerter været henvist til at købe glucosaminholdig medicin i udlandet eller over internettet. En anden mulighed var at købe glucosaminholdige foderstoffer til eksempelvis heste hos landets dyrlæger. Men det forbød Lægemiddelstyrelsen sidste år. Glucosamin hindrer nedbrydning af brusk Glucosamin, der er et ekstrakt lavet af skaldyr, bremser den smertefulde nedbrydning af ledbrusk hos mennesker med leddegigt og slidgigt - sygdomme, der rammer 68 procent af befolkningen over 55 år. Gigtforeningen har længe - med henvisning til flere videnskabelige tests, der har påvist glucosamins positive virkning - krævet stoffet frigivet. Men hidtil har Lægemiddelstyrelsen ventet på mere uddybende testresultater. De testresultater er nu kommet. Og med det forbehold, at medicinen forbydes til gravide, patienter med sukkersyge eller skaldyrsallergikere, tør Lægemiddelstyrelsen godt frigive glucosamin. Flere medicintyper på vej Indtil videre har kun medicinvirksomheden Pharma Nord kunnet redegøre for sikkerheden og kvaliteten af stoffet. Men Lægemiddelstyrelsen har yderligere en halv snes ansøgninger om godkendelse af medicinen liggende, og der kan derfor ventes en række nye typer gigtmedicin på markedet. »Lægemiddelstyrelsen har konstateret, at medicinen var i orden, og det har affødt en hurtig godkendelse. Det er rart at konstatere, at den omtumlede historie om glucosamin nu har fået en lykkelig slutning, med et sikkert og effektivt præparat til slidgigtpatienter, siger Sven Moesgaard fra Pharma Nord til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her