Frygt for russiske olieskibe stiger

Lyt til artiklen

Østersølandene frygter for deres kyster og har i flere år forsøgt at presse russerne til at indgå aftaler, så risikoen for ulykker kan bringes ned. Men hidtil stort set uden held. Eksporten af olie fra Rusland er steget kraftigt det seneste år, og den udvikling vil fortsætte. Olietransporterne går direkte gennem Østersøen og Storebælt. Forslag afslået Forslag om at tildele Østersøen status af 'særligt sårbart område' er blevet afslået gang på gang under møderne i HELCOM, som er det praktiske samarbejde mellem Østersølandene og har til formål at beskytte Østersøens vandmiljø. Målet med at få erklæret Østersøen for 'særligt sårbart område' er blandt andet at gøre det nemmere at indføre lodspligt. På en netop afholdt Østersøkonference i Finland endte repræsentanterne fra Rusland dog med at underskrive en resolution, hvor de deltagende parlamentarikere forpligter sig til at arbejde for at gøre Østersøen til et særligt sårbart område. WWF Verdensnaturfonden Danmark peger på, at aftalen ikke er indgået af ministrene, men kun af parlamentarikere. »Derfor er det usikkert, hvor megen vægt man skal tillægge sådan en underskrift«, siger fiskerikoordinator i WWF Peter Blanner. Den svenske erhvervsminister, Ulrica Messing, slår fast, at det er nødvendigt fortsat at presse russerne. »Men det tager lang tid, når mange lande skal samarbejde og enes om spørgsmål, som berører os på mange forskellige måder«, forklarer hun til Politiken. Så sent som for lidt over en uge siden var Sverige vært for endnu et resultatløst møde med russerne. Risikoen stiger Også EU og den internationale søfartsorganisation IMO presser på. Her står en udslettelse af de gamle enkeltskrogede olietankskibe øverst på dagsordenen. Peter Blanner fra WWF finder det helt uacceptabelt, at det internationale samarbejde endnu ikke har formået at få aftaler i stand til at sikre sikkerheden til søs. »Risikoen for en ulykke stiger jo dag for dag«, siger han. Rusland er i fuld gang med at modernisere og udvide sine olieterminaler med terminalen i Primorsk uden for Skt. Petersborg som den absolut vigtigste. I dag har terminalen i Primorsk en kapacitet på 12 millioner ton olie, men i 2010 er kapaciteten udvidet til 45 millioner ton olie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her