Socialdemokraterne skal genvinde magten med et politisk syvpunktsprogram med klare løfter, som vælgerne vil møde igen og igen frem til næste valg. Det fastslog S-formand Mogens Lykketoft i sin store kongrestale, der gjorde det helt klart, at Socialdemokraterne har skudt valgkampen i gang. »Jeg har i dag fortalt, hvad vi vil gøre, hvis man igen betror os regeringsmagten. Det skal vi fortælle om igen og igen. Det bliver hårdt arbejde. Vi er oppe imod en hård modstander, når det gælder strategisk tæft og taktisk snilde«, sagde Lykketoft. Politisk program Talen var Mogens Lykketofts første ved en ordinær S-kongres, siden han blev valgt som formand i december. Lykketoft brugte talen til at præsentere sit politiske valgprogram. »Vi ved godt, hvad vi vil. Vi tør godt fortælle det. Og vi er klar til værdikamp«, sagde Mogens Lykketoft, som i sin tale ganske kort berørte striden mellem ham og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i kølvandet på interviewbogen 'Lykketoft'. »Det og meget mere er, hvad bogen 'Lykketoft' handler om. Så har der været en meget heftig mediestorm, som nogen måske har bemærket. Stormen er jeg ked af - indholdet i bogen står jeg ved. Men det er ikke rimeligt, at alle jer aktive socialdemokrater skal belemres med ét ord mere om uenighed om detaljer i historieskrivningen. Nu må vi videre«, sagde Lykketoft. Nyrup roste Efter talen valgte Nyrup at gå op på scenen, give Lykketoft hånden og rose hans tale. »Nu må vi se fremad«, sagde Nyrup. Også de øvrige omkring 650 delegerede og gæster tog godt imod talen og kvitterede for den næsten halvanden time lange tale med et minuts stående klapsalver. Hug til Venstre Mogens Lykketoft brugte det meste af talen med overskriften 'Vi vil investere i fremtiden' til at præsentere Socialdemokraternes politik og visioner. »Vores mål og vision er, at ethvert mennesker får mulighed for at virkeliggøre sin drøm om et godt liv. Ikke blot nogle få, ikke blot det store flertal, men alle. Intet mindre. Fællesskabet er ikke et mål, det er et middel - men et meget vigtigt middel - til at skabe de bedst mulige betingelser for, at ethvert menneske kan leve et godt liv. Det har vi ikke altid været gode nok til at huske«, sagde Lykketoft. Hug til Venstre og Fogh Men selvfølgelig var der også hårde hug til Venstre og Anders Fogh Rasmussen. »Skal vi være borgere i samfundet Danmark, eller skal vi være kunder i butikken Danmark. Det er den grundlæggende skillelinje. Der er for meget kunde og for lidt borger i Venstres frihedsidealer«, sagde S-formanden, der også med en omskrivning af et gammelt Venstre-slogan konstaterede, at »værdierne fosser ude af det danske samfund med Anders Fogh Rasmussen«. Den for Socialdemokraterne så vanskelige udlændingepolitik fyldte kun ganske lidt i talen. »Vi har været uafklarede. Det har vi alle et medansvar for. Det er vi ikke mere. Og vi har lært at lytte. Det har vi alle en fælles ære af«, sagde Lykketoft, der efter bogen er blevet kritiseret for at give et skævt billede af sin egen rolle i 90'ernes S-strid om udlændingepolitik. Ingen papegøje Mogens Lykketoft erkender, at strategien minder om den, som Venstre og Anders Fogh Rasmussen brugte op til valget i november 2001. Både i årene før og i selve valgkampen gentog Anders Fogh Rasmussen de samme budskaber igen og igen. »Jeg er ikke så god til at være papegøje som den nuværende statsminister, og det er ikke en kopi af hans valgstrategi. Men vi bliver nødt til at forstå, at hvis vi skal trænge igennem, skal vi have budskaber, som er let forståelige og gennemarbejdede«, siger Mogens Lykketoft.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























