Sælgere: Hårdere straf til trafikbøller

Lyt til artiklen

En arbejdsplads med 463 dødsfald! Sådan er situationen for de 27.000 sælgere, som hvert år bruger mange, mange arbejdstimer på det danske vejnet. Og de mange trafikdrab i 2002 - og udsigt til en stigning i 2003 - er den blodige baggrund for, at sælgernes brancheforening nu kaster sig ind i kampen for øget trafiksikkerhed. Oven i købet på en måde, så det kan gå ud over deres egne medlemmer i form af højere bøder, et mere usikkert kørekort og i sidste ende ingen bil. »Hvis andre arbejdspladser oplever et par dødsfald, kommer alle myndigheder rullende for at studere den manglende sikkerhed og afbøde flere ulykker. Det er helt relevant, men i vores tilfælde, hvor ulykkerne sker på landevejene, sker der ikke rigtig noget«, siger Børge Agerbæk, formand for trafik- og arbejdsmiljøpolitisk udvalg i Danske Sælgere. Større bødesatser og frakendelse af kørekort I gennemsnit kører en sælger 50.000 kilometer, og da hovedparten af trafikdrabene - 246 ud af de 463 - sker i personbil, er det en udsat gruppe. »Overordnet arbejdet vi for en bedre trafikkultur, men selv om vores medlemmer ikke kører ringere end andre - måske tværtimod - bliver vi nødt til at starte i egne rækker«, siger Børge Agerbæk. Derfor støtter Danske Sælgere regeringens udspil om en langt hårdere kurs over for grove trafikforseelser ved at hæve de nuværende bødesatser, og de ser gerne, at de øgede indtægter øremærkes til mere vedligeholdelse af vejene. Sælgernes forening er også helt med på, at bilister efter gentagne overtrædelser af færdselsloven skal kunne frakendes kørekortet. »Vi går endda et skridt videre ved at foreslå, at bilen skal konfiskeres, hvis der er tale om særligt grove overtrædelser og flere af dem. I nogle tilfælde nytter det ikke at frakende kortet, for folk kører bare videre. Det vil vi forhindre ved at åbne mulighed for at tage bilen fra folk«, siger Børge Agerbæk. Anbefaler elektroniske afstandsmålere Han er helt opmærksom på, at mange sælgere presser foden for hårdt på speederen, fordi de selv er presset af en arbejdsgiver, som vil se mange besøg i kørebogen. »Men det er her, vi må gribe i eget rat og sige til vores folk, at de må kæmpe imod den stressede hverdag. Heldigvis kan vi da også tit overbevise virksomhederne om, at det er en meget uheldig reklame, hvis deres biler med logo og det hele kører så hensynsløst, at de er til fare for den øvrige trafik«. Som en ekstra krølle foreslår Danske Sælgere, at ikke mindst motorvejene udstyres med elektroniske afstandsmålere. »For nok er det farten, som dræber, men det er i lige så høj grad, at bilisterne kører for tæt på hinanden«, siger udvalgsformanden fra Danske Sælgere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her