Danske ministre møder så sjældent op til møderne i Nordisk Ministerråd, at de nu står til en kollektiv opsang fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Var med ved 15 af 40 møder
Ud af de godt 40 møder i Nordisk Ministerråd, der er blevet holdt fra januar i fjor til og med august i år, deltog de danske ministre kun ved 15 af møderne.
Resten blev klaret af embedsmænd. Danskere i skammekrogen
Til sammenligning fandt norske og islandske ministre plads i kalenderen til at deltage i hver 34 møder. Finske og svenske ministre var næsten lige så aktive og mødte op til 29 og 25 møder i Nordisk Ministerråd.
Ved ti af møderne var danske ministre ene om at skulke, hvilket fremgår af en samling deltagerlister, som Statsministeriet har samlet. Fogh vil give opsang
I et svar til Folketinget betoner statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ellers, at det nordiske samarbejde »prioriteres højt« og »ikke er et teknisk administrativt arbejde«.
Statsministeren vil derfor give en opsang på ministermødet på tirsdag. Ansvarlig minister vil skrive breve
Samtidig vil minister for nordisk samarbejde, Flemming Hansen (K), skrive breve til sine ministerkolleger og indskærpe, at personligt fremmøde har høj prioritet:
»Det nordiske samarbejde har meget stor betydning for alle ministerier og for Danmark. Når det kan dokumenteres, at der har været for mange møder, hvor der ikke har været deltagelse, så gør jeg ydmygt opmærksom på, at det har en høj prioritet«. Danskere anses for at være i gang med 'at melde sig ud'
Formanden for den danske delegation i Nordisk Råd, Ole Stavad (S), påpeger, at folk spørger, om den danske regering er i gang med at melde sig ud.
»Den er ikke kun gal med fremmødet. Også på politikområderne sidder Danmark ofte som en prop i hullet«, siger Ole Stavad. Ansvarlig minister møder ikke selv op
»Men man kan have forståelse for, hvis brevet ikke gør det store indtryk, når han ikke selv møder op«, siger Stavad.
Flemming Hansen meldte ifølge listerne forfald tre gange i fjor. Thor P. superskulker
Finansminister Thor Pedersen (V) fremstår som 'overskulkeren'.
I det sidste halvandet år har hans kolleger været samlet tre gange, men Pedersen har stadig sin debut til gode. De øvrige finansministre er mødt fuldtalligt op på nær et enkelt afbud. Thor P.: Kolliderede med andre forhandlinger
Thor Pedersen siger, at møderne er kollideret med finanslovsforhandlingerne og økonomiforhandlingerne med amter og kommuner.
»Jeg vil meget gerne deltage, men jeg kan kun være et sted. Jeg kan jo ikke forsømme at løse en finanslovsopgave eller sige, at der ikke bliver lavet aftale med Kommunernes Landsforening, fordi jeg er til nordisk møde. Mit ønske er at få flyttet tidspunktet, hvor man mødes«, siger Thor Pedersen. Agter du at deltage på næste møde 27. oktober?
»Jeg agter for så vidt at være til alle møder, hvor det overhovedet er muligt. Mødet er reserveret hos mig, så jeg kan deltage i mødet i Oslo«, siger Thor Pedersen. Ansvarlig minister forsvarer Thor P.'s forsømmelser
Flemming Hansen viser forståelse for Thor Pedersens forsømmelser:
»Jeg vil ikke give karakterer, men jeg ved, hvor travlt en finansminister har. Det er jo ikke alle lande, hvor man har mindretalsregeringer, og det gør det jo ikke mindre travlt«, siger han.
Generalsekretær i Nordisk Ministerråd, Per Unckel, siger, at Danmark er flink til at stille med højt placerede embedsmænd:
»Landene må afgøre mulighederne for at deltage, og det tilkommer ikke mig at vurdere, hvad medlemslandene gør fra tid til anden«. Jelved: Underminering af samarbejde
Tidligere minister for nordisk samarbejde, Marianne Jelved (R), mener, at samarbejdet undermineres.
»Hvis regeringen synes, det kan være lige meget, må den overveje at opsige samarbejdsaftalen«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























