Indbrudstyven blev sidste år fanget ved fire ud af 339 indbrud i den nordjyske kommune Pandrup. Og sådan er det over det meste af landet. »At der er så lidt konsekvens ved at begå en forbrydelse krænker min retsfølelse. Tyvene har stort set frit spil«, siger borgmester Flemming Jansen (V), der vil tage det op med det lokale politi. På landsplan opklarer politiet i dag 13 procent færre forbrydelser end for fem år siden, så der nu kun rejses sigtelse i knap hver femte sag. Og det på trods af færre sager i samme periode. Føles krænkende Politiken har set på politiets evne til at finde gerningsmanden, og tallene viser en tydelig prioritering. Langt de fleste tilfælde af grov kriminalitet som vold, drab og voldtægt opklares, mens det gælder for mindre end hver 14. indbrud og tyveri. »Det er meget uheldigt, at så få indbrud bliver opklaret. Dels fordi alle undersøgelser viser, at en lav opklaringsprocent giver øget kriminalitet. Dels fordi det føles krænkende, at indbrudstyve roder i ens private ejendele, og den følelse forstærkes, når politiet kun opklarer ganske få af den type sager«, siger Flemming Balvig, retssociolog og professor ved Københavns Universitet. Politifolk utilfredse Politifolkene selv er heller ikke tilfredse. »Tit bliver et indbrud bare gjort til en forsikringssag, selv om der er spor på gerningsstedet, man kan efterforske. Det er dybt betænkeligt, for det giver en forkert signalværdi om politiets rolle«, siger Peer Withagen, formand for Kriminalpolitiforeningen. Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, der har det overordnede ansvar for politiets opgaver, advarer dog mod forhastede konklusioner. En tyv bliver nemlig ofte dømt for færre forbrydelser, end han har begået, fordi han ikke ville få højere straf, hvis alle sager blev opklaret: »Men det er da en udvikling, vi har på vores observationsliste«. Borgernes tryghed I disse måneder forhandles der på Christiansborg om, hvad politiet skal koncentrere sig om i de kommende år. Fungerende justitsminister Brian Mikkelsen (K) siger via sin pressechef, at der lægges op til, at indsatsen forbedres over for problemer, der påvirker den enkelte borgers tryghed som indbrud, røveri og vold.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























