Forbruget af mursten og mørtel, der skal omdannes til almene familieboliger, bliver mindre til næste år. Antallet af kommuner, som planlægger - og agter at give økonomisk tilskud til - byggeri af lejeboliger, falder i 2004, og det samme gør antallet af fremtidige boliger. Det viser Politikens Kommunerundspørge, hvor under halvdelen af landets borgmestre har konkrete planer om alment byggeri til næste år. Stram økonomi Det er færre end de tidligere år, og fuldmægtig Jana Schrøder, Kommunernes Landsforenings miljø- og teknikkontor, forklarer den faldende tendens med generel stram økonomi i kommunerne. »Der skal prioriteres stramt i øjeblikket i kommunerne, og selv om kommunerne forsøger at bygge efter lokale behov, sætter økonomien sine begrænsninger, og ønsket om flere almene boliger skal holdes op imod en lang række andre krav på serviceområderne - folkeskolen for eksempel«, siger hun. Byggelyst falder Regeringens planer om at åbne for udsalg af almene boliger, så lejerne kan købe dem og blive til ejere, ser hun til gengæld ikke som forklaring. »Bliver den lov en realitet, falder byggeriet meget mere, for så vil kommunerne revidere deres budgetter, og jeg tror ikke, at kommunerne vil bygge nyt, som 10 år senere alligevel kan sælges til ejerboliger«, siger Jana Schrøder. I Lejernes LO Hovedstaden er sekretariatschef Claus Højte bekymret ved udsigten til færre rejsegilder, og han føler sig overbevist om, at regeringens planer om udsalg allerede smitter af på den kommunale byggelyst. Tilskud til udsalg »Det koster jo penge for kommunerne at sætte byggeri af almene boliger i gang, og hvem har lyst til at risikere dette tilskud, hvis boligerne alligevel i løbet af ti år bliver udbudt til salg. Det får kommunen jo ikke noget ud«, siger han. Lejernes LO karakteriserer manglen på boliger som et storbyfænomen, mens der til gengæld ikke sjældent står tomme lejligheder i udkantsområder. Kommunernes byggeplaner afspejler den samme sandhed, idet mange af udbygningskommunerne ligger i Københavns og Frederiksborg Amter, ligesom Københavns Kommune topper listen med 600 almene familieboliger på tegnebordet. Særligt år Kommunerne giver et grundtilskud til kommende byggeri på syv procent af byggesummen, og kravet til tilskuddet blev i 2001 sat ned fra 14 til 7 procent. I Erhvervs- og Boligstyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet er de ændrede tilskudsprocenter forklaringen på, at byggeriet til næste år falder. »Sidste år var et helt særligt år, hvor der virkelig blev bygget meget. Der er tale om ophobet byggeri, og derfor er der ikke noget at sige til, at byggeriet falder en smule til næste år«, siger vicedirektør Frank Bundgaard. Sidste år gav styrelsen grønt lys - eller tilsagn, som det hedder i fagsproget - til 6.069 almene familieboliger. Indtil nu er der i år givet tilsagn på knapt 2.500 familieboliger i den almene sektor, og Frank Bundgaard vurderer, at facit for hele 2003 kommer til at ligge relativt pænt - dog under 2002.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























