Foghs EU-strategi vakler

Lyt til artiklen

Blot 14 dage før de afgørende forhandlinger om en ny EU-forfatning begynder, står Danmark i den helt uhørte situation, at der er total uklarhed om, hvilken linje Danmark skal forhandle ud fra. I al stilfærdighed har SF meldt sig ud af forhandlingerne med statsministeren om en fælles dansk holdning til den nye EU-forfatning. Internt slagsmål i S Samtidig står japartierne dybt splittede, efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sidste uge pludselig foreslog at omskrive det danske forbehold mod retligt samarbejde i EU. Hans idé er, at Danmark skal deltage i politisamarbejde og terrorbekæmpelse, men fortsat stå uden for EU's asyl- og indvandringspolitik. Det forslag har kastet Socialdemokratiet ud i et voldsomt internt slagsmål om, hvorvidt partiet skal stå sammen med SF og de radikale mod regeringen, eller om det skal acceptere statsministerens nye kurs. Ifølge Politikens oplysninger er det ikke mindst de to veteraner Ritt Bjerregaard og Svend Auken, der er parate til at tage opgøret med regeringen, mens fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen og EU-ordfører Henrik Dam Kristensen hælder til at give statsministeren det mandat, han har bedt om. Tvivl om Lykketoft Sidstnævnte gruppe frygter, at statsministeren vil benytte et socialdemokratisk nej til at udskrive valg - som i givet fald bl.a. vil handle om, hvorvidt udlændingepolitikken skal styres fra Bruxelles. På et møde, der først begyndte sent mandag aften, forsøgte S-formand Mogens Lykketoft at samle Socialdemokratiet om en fælles linje - centrale S-kilder turde før mødet ikke gætte på, hvilken side Lykketoft selv hælder til. Radikale melder fra Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) holder møde med Socialdemokraterne og de radikale tirsdag morgen, og mandag aften var det helt åbent, om han får mandat til sit forslag om at omskrive det danske retsforbehold, sådan at det kan afskaffes i bidder. De radikale melder klart fra: »Vi står fast på at afvise modellen. Jeg tror, at det kræver rene linjer, hvis vi skal have et ja til forfatningen«, siger Marianne Jelved (R). Ifølge Politikens oplysninger har både hun og Holger K. Nielsen i de sidste dage lagt et tungt pres på Mogens Lykketoft for at forhindre ham i at sikre flertal for statsministerens nye EU-kurs. »Vi opfordrer Socialdemokratiet til at sige nej, så vi får den rene model«, siger Holger K. Nielsen, der for et par dage siden formelt meldte sig ud af forhandlingerne med statsministeren. Jelved ærgrer sig Marianne Jelved erkender, at det er helt usædvanligt, at de EU-positive partier står splittet så kort tid før så afgørende forhandlinger. »Det er dybt beklageligt og ikke hvad, jeg havde forestillet mig. Men sådan må det jo være, når regeringen pludselig går ud med forestillinger, som aldrig har været på banen før«, siger hun. Hverken Mogens Lykketoft eller statsministeren har ønsket at kommentere sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her