Overvismand og professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen, er udpeget som formand for regeringens nye velfærdskommission. Som økonomisk overvismand har Torben M. Andersen været en ivrig deltager i debatten om indretningen af fremtidens velfærdssamfund. Han har flere gange opfordret til omfattende velfærdsreformer, hvis samfundsøkonomien skal kunne hænge sammen, når færre på arbejdsmarkedet i fremtiden skal forsørge flere udenfor. »I velfærdskommissionen kan vi bidrage med nogle gode analyser. Kommissionen gør det muligt at få indkredset, hvilke problemer vi står over for, så vi kan få vurderet, hvilke reformmuligheder der er og hvilke konsekvenser, de vil få, siger Torben M. Andersen til Ritzau. Må opgive post i Økonomisk Råd Sammen med landets øvrige vismænd har han tidligere peget på, at det vil være nyttigt at sænke skatterne på arbejdsindkomster - og hente pengene gennem øgede skatter på jord, ejendomme og Nordsøolie. Den nye post til Torben M. Andersen betyder, at han i begyndelsen af december forlader formandsposten hos de uafhængige økonomiske vismænd i Det Økonomiske Råd. Kommission skal give bud på reformer Velfærdskommissionen får til opgave at beskrive og analysere forskellige muligheder for at finansiere velfærden fremover, og den skal fremlægge konkrete forslag til reformer, der kan øge arbejdsudbuddet og beskæftigelsen. Endvidere skal kommissionen komme med forslag til, hvordan der sikres en socialt afbalanceret og målrettet indsats for at hjælpe de grupper i samfundet, som har mest behov for hjælp. Velfærdskommissionens arbejde skal ikke foregå for lukkede døre, men i åbenhed. Det sker for at bane vejen for en åben debat mellem politikerne og befolkningen om konkrete temaer, og som et led i dette arbejde kan kommissionen både holde konferencer og udgive delrapporter. Betænkningen skal ligge færdig inden udgangen af 2005, men forinden skal kommissionens arbejde diskuteres med en række centrale organisationer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























