Flere vil rejse hjem med livsvarig pension

Lyt til artiklen

Ældre indvandrere skal have livslang pension fra den danske stat, hvis de flytter hjem til deres fødeland. Det foreslår regeringen, som netop har sendt et lovudkast om den nye udlændingepension i høring. Hidtil har udlændinge, der rejste tilbage til deres hjemland, kun kunnet få pension i fem år. Det nye forslag er Dansk Flygtningehjælp meget positiv overfor. »Vi hilser det meget velkommen. Det er en rigtig ide, fordi det vil give en større sikkerhed for den enkelte, som står overfor at tage den meget store beslutning, det er, at rejse tilbage til sit hjemland, hvis man ikke skal være bange for, at man ikke har noget at leve af efter fem år«, siger Vagn Larsen, konsulent i Dansk Flygtningehjælp. Derfor tror han, at det vil betyde, at flere rejser hjem, men det er umuligt at sætte tal på, mener han. »Men selvfølgelig giver det mere tryghed for folk at vide, at de har noget at leve af, indtil de dør«, siger han. Efterspørgsel efter forslag Også i indvandrerkredse modtages forslaget positivt. Men kun personer uden børn og børnebørn vil benytte sig af forslaget, lyder vurderingen. »Jeg synes simpelthen, at forslaget lyder rigtig godt. Men jeg vil blive virkelig overrasket, hvis mange af de ældre vælger at rejse hjem«, siger den tyrkiske formand for Etnic.dk Muharrem Aydas til Ritzau. Gennem sit arbejde for diverse etniske interesseorganisationer har han konstateret en efterspørgsel fra den ældre del af den etniske befolkning om en lignende ordning med at få sin pension med sig til hjemlandet. »Men det er et kæmpe dilemma for disse mennesker, der oftest har både børn og børnebørn i Danmark. Samtidig er de mest trygge ved det danske sundhedsvæsen, så de fleste vil nok efter nøje overvejelse vælge at blive her«, siger han. Haarder: Kæmpebesparelse for skatteyderne Integrationsminister Bertel Haarder (V), påpeger overfor Jyllands-Posten, at det overordnede mål med lovændringen er at give ensomme, ældre indvandrere mulighed for at slutte sig til familien i hjemlandet. »Det bliver en kæmpebesparelse for de danske skatteydere. Samtidig er det en helt rigtig løsning - især for ældre tyrkere, der aldrig har lært dansk. De er ensomme og vil egentlig gerne tilbage til Tyrkiet, men de er bange for, hvordan de skal klare sig under den nuværende ordning«, siger Bertel Haarder. S og DF støtter Der tegner sig på forhånd et bredt flertal i Folketinget for den livslange udlændingepension. Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er positivt indstillede over for forslaget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her