Spiritusafgiften er meget lav i Grækenland. Derfor er nærmeste EU-nabo Italien tvunget til lave afgifter. Derfor er naboerne i Østrig tvunget til lave afgifter. Derfor er naboerne i Tyskland tvunget til lave afgifter. Og derfor faldt afgiften på spiritus i Danmark i forgårs. Af hensyn til grænsehandlen. Sådan lyder ræsonnementet i forhold til afgiftsnedsættelsen, der ifølge regeringens egne beregninger vil få spiritusforbruget til at vokse med 17 procent om året herhjemme - stik imod alle sundhedspolitiske målsætninger. Vismand: Højere minimumsafgift i dansk interesse Netop på grund af sneboldeffekten bør de europæiske minimumsafgifter på blandt andet spiritus hæves, lyder vurderingen fra flere sider. »Det ville være i dansk interesse med højere minimumsafgifter på de her områder, og det er i EU, slagsmålet skal tages. Man har hele tiden vidst, at de danske overgangsregler ville ryge, men ingen har for alvor kæmpet for at få minimumssatserne hævet«, siger professor og økonomisk overvismand Peter Birch Sørensen. SF: Klinger hult Og selv om sneboldeffekten er tydelig, klinger argumentet hult, mener oppositionspartiet SF. »I stedet for at slå ud med armene kunne de faktisk arbejde for i EU, at vi får hævet minimumssatserne. Og jeg synes, den danske regering har pligt til at gøre noget meget aktivt her. Ellers lyder det hult, når en regering siger, at den bliver nødt til at sætte afgifterne ned - og spiritusforbruget derefter stiger«, siger SF's skattepolitiske ordfører, Aage Frandsen. S efterlyser mere handling fra regeringen Også Socialdemokraterne, der stemte for afgiftsnedsættelsen, ser gerne en mere aktiv indsats fra regeringen på den europæiske bane. »EU-spørgsmålet er nedprioriteret, og vi mener, de bør tage det op. Men det preller af«, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Jacob Buksti. Stærk sprutlobby Der findes allerede fælles europæiske minimumsafgifter for øl, vin og spiritus. På spiritus er den 12 kroner per flaske, på vin er den nul. I Danmark koster en flaske spiritus 43,75 kroner i afgifter, næsten fire gange mere end det europæiske niveau. Derfor er de danske afgifter under pres. Den slappe danske indsats på området kan i høj grad tilskrives modstand fra en lang række især sydeuropæiske lande og stærkt lobbyarbejde fra øl-, vin-, spiritus- og tobaksindustrierne. Hensynet til grænsehandlen Og samtidig drukner de politiske ønsker om højere afgifter i hensynet til grænsehandel og naboernes lavere afgifter. »Det kan ende med, at alle lande har en lavere afgift, end de i virkeligheden ønsker, fordi der altid er nogen, som har en handelsmæssig interesse i at ligge lavere«, siger specialkonsulent i Skatteministeriet Jens Holger Helbo Hansen. Der er ikke nogen konkrete danske initiativer på vej, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Thor Pedersen (V), der står for den fælleseuropæiske del af afgiftspolitikken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























