Nørrebrohus besat igen

Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Unge besatte fredag morgen igen det omstridte tomme hus på Rantzausgade på Nørrebro i København. Huset har flere gange været besat af unge, som protesterer mod, at ejeren blot har ladet det forfalde. Politiet rykkede straks ud for at rydde huset. Fire aktivister blev anholdt og sigtet for husfredskrænkelse. Ifølge Københavns Politis centrale vagtleder foregik anholdelserne uden den store dramatik. »De unge forsøgte at blokere trappeopgangene i huset ved at dynge dem til med byggematerialer. De første meldinger lød på, at byggematerialerne blev kastet efter politifolkene, men det var åbenbart kun et forsøg på at forsinke politiet«, siger vagtlederen ved Københavns Politi. En tilskuer til aktionen blev desuden anholdt og sigtet for overtrædelse af politivedtægten, da han ikke ville efterkomme politiets henvisninger. To unge anholdt under demonstration To unge blev torsdag eftermiddag anholdt under en demonstration på Rådhuspladen i forbindelse med aftenens møde i Borgerrepræsentationen. På dagsordenen var blandt andet et forslag fra Enhedslisten om at kommunen skal overtage det omstridte hus på Rantzausgade. En blev anholdt og sigtet for vold mod offentlig ansat, da han ifølge ordenspolitiets centrale vagtleder på Politigården forsøgte at springe op på ryggen af en betjent, mens en anden ikke ville efterkomme politiets ordre om at trække sig tilbage og derfor blev anholdt for at overtræde politivedtægten. Den ene af de anholdte benægter at have overfaldet politiet. Og demonstranterne mener iøvrigt, at politiet var for hårdhændede under anholdelserne. Da de unge demonstranter ikke fik lov til at komme ind og overvære borgerrepræsentationens møde, blev de fulgt tilbage til Nørrebro af politiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her