Rigsrevisionen skal se nærmere på, om miljøminister Hans Christian Schmidt (V) har gjort sig skyldig i forskelsbehandling, da han gav penge til sin egen og andre borgerlige politikeres hjembyer. Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), vil bede Rigsrevisionen om at gå ind i sagen. »I det politiske spil er der ikke noget i vejen for, at de politiske venner får først del af kagen - så længe ministeren overholder formalia. Men man kan diskutere, om han har gjort nok opmærksom på, at der var en pulje penge«, siger Peder Larsen. Venter på ministerens forklaring Formanden for Folketingets Finansudvalg, Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, mener, at det er enhver ministers opgave at bruge pengene dér, hvor de gør mest gavn. »Man kan derfor diskutere, om det er sket, når folk bag en masse projekter ikke har vidst, at de kunne få andel i penge. Men det er usikkert, om det er sket i strid med reglerne. Nu er der bebudet en debat i Folketinget om sagen, og så vil jeg vente på ministerens forklaring, før jeg tager endeligt stilling i sagen«, siger han. Dermed læner han sig op ad SF's forslag, som går ud på, at der skal være klarere regler for og fuld åbenhed omkring ansøgning og tildeling af puljemidler. Forslaget er inspireret af professor i offentlig forvaltning Jørgen Grønnegård Christensen fra Aarhus Universitet, der i Politiken torsdag slog til lyd for, at støtteordninger med uklare retningslinjer afskaffes. Mere åbenhed Hans Christian Schmidt afviser umiddelbart ideen, men SF's gruppeformand, Aage Frandsen, har nu stillet spørgsmål til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), om regeringen vil medvirke til mere gennemsigtighed på området. Det var ikke muligt at træffe statsministeren for en kommentar til den aktuelle sag, men i sin grundlovstale 2001 varslede han som daværende leder af oppositionen et opgør med kammerateri, vennetjenester og magtfordrejning. Samme indstilling havde partiets politiske ordfører, Jens Rohde, hvis mobiltelefonsvarer i oppositionstiden begyndte med følgende svada: »Dette er linjen til bekæmpelse af socialdemokratisk pamperi ...«. Jens Rohde mener stadig, at »man skal tage skarpt afstand fra sager, hvor det faglige og saglige indhold ikke er i orden«. »Men omvendt diskvalificerer det ikke i sig selv en skole, at miljøministeren engang har arbejdet der. Og det har jo altid været sådan, at ethvert folketingsmedlem kæmper for at gøre noget for sin kreds. Men jeg er ikke nok inde i materien af sagen og de enkelte projekter til at kunne vurdere, om nogen er gået for langt her«, siger Jens Rohde. Åbenlys sag Eksperterne i forvaltning medgiver, at politiske vennetjenester er udbredt, men at de sjældent er så grelle som her. Professor Tim Knudsen fra Københavns Universitet kan »ikke huske en sag, hvor det var så åbenlyst en prædestineret afgørelse, at nogle bestemte ansøgninger skulle have penge«. Miljøministeren fastholder, at alt er foregået efter bogen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























