Slut med folketingsmedlemmer i EU-parlamentet

Lyt til artiklen

Det skal være slut for danske politikere at hæve løn både i Folketinget og Europaparlamentet. Forslaget om at forbyde dobbeltmandater kommer i forlængelse af en EU-beslutning og fremgår af regeringens nye lovkatalog, som blev fremlagt i forbindelse med Folketingets åbning. Det betyder, at blandt andre Venstres Karsten Madsen bliver nødt til at vælge side. Han er kandidat til både Folketinget og parlamentet. Tilhænger af forbud Karsten Madsen bedyrer, at han er tilhænger af forbuddet, da han ikke mener, at det er muligt at passe begge poster ordentligt samtidig. Han fastslår, at han vil droppe sit kandidatur til Folketinget, hvis han får sæde i Bruxelles. »Jeg vil gøre, hvad jeg kan for Vejlekredsen, men det står fast, at jeg ikke længere er deres kandidat, hvis jeg bliver valgt til parlamentet«, siger den tidligere chefredaktør for blandt andet Berlingske Tidende. Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, medgiver, at begge poster er et fuldtidsjob, og at det derfor er svært at forestille sig, at man kan få tid til at være begge steder. »Men vi er modstandere af, at EU skal blande sig i noget, som burde være op til folketingsmedlemmerne selv at bestemme«, siger Peter Skaarup. Interessekonflikt Socialdemokraterne er til gengæld glade for, at det ikke længere skal være muligt at sidde med begge steder. »I modsætning til Venstre har vi jo selv praktiseret et forbud i mange år«, siger partiets politiske ordfører, Frank Jensen, og fortsætter: »Vi mener simpelthen ikke, at det kan eller bør være muligt at være begge steder på én gang«. Frank Jensen henviser til, at Venstre har haft både Bertel Haarder og Eva Kjer Hansen siddende som medlemmer af Folketinget og parlamentet på samme tid. Også Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, mener, at det er på tide at få gjort op med dobbeltmandateriet. »Parlamentet har i dag større indflydelse end nogensinde før, og der opstår nemt interessekonflikter, hvis man både er folketingsmedlem og EU-parlamentariker. I Folketinget skal man varetage de danske interesser, mens man i parlamentet skal pleje de europæiske interesser«, siger Jens Rohde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her