Et stille minut for Sonay

Lyt til artiklen

Der var alvorstunge rynker i panden på den gruppe mennesker, der onsdag stimlede sammen om en rød varevogn på Rådhuspladsen. Anledningen var en demonstration mod æresdrab og kvindeterror samt at mindes den 14-årige Sonay, der blev myrdet af sin far for at redde familiens ære. De fremmødte gav hende et minuts stilhed. Et billede af hendes ansigt var klistret til varevognen, der fungerede som talerstol. Må aldrig glemmes Et andet billede blev holdt demonstrativt frem af en ung kvinde med afblegede striber i håret. Over ansigtet stod med blokbogstaver: 'Bekæmp kvindeterror'. Og et andet sted: 'Glem hende aldrig'. Demonstrationen var arrangeret af Den Internationale Kampagne for Iranske Kvinders Rettigheder (IKIR), og de havde inviteret både talere og musikere til Rådhuspladsen. »Hvordan kan et drab på et barn være ærefuldt? Hvordan kan et voksent menneske ved sine fulde fem beslutte sig for at dræbe en pige eller kvinde, fordi hun lever sit liv? Og bagefter kalde det for et spørgsmål om ære?« spurgte Anne Baastrup (SF) med skinger stemme fra talerstolen. Det fik cyklister til at stoppe op og stille sig sammen med de knap 100 mennesker, der trodsede først efterårsblæsten og senere regnen for at give deres støtte til demonstrationen. »Børn er ikke familiens ejendom. Kvinder er ikke mandens ejendom (...). Vi får ikke revselsesret. Vi får ikke ejerskab. Og fordi vi har givet vores børn liv, har vi ikke fået ret til at fratage dem livet, fordi de ikke gør, som vi siger, de skal«, fortsatte hun, og gav derefter ordet til formanden for IKIR, Nahid Riazi. Hun krævede opholdstilladelse til de kvinder, der er på flugt fra samfund, hvor de er i fare. En mandlig taler Bjørn Elmquist (R) var den eneste mandlige taler, hvilket han straks gjorde opmærksom på og indskød, at han ikke forstod sine kønsfæller. »Jeg tror, at det drejer sig om frygt, at mænd er bange for, at de ikke kan kontrollere kvinderne«, sagde han og fortsatte med kritisk blik på det danske samfund: »Man må aldrig blive så tolerant, at man tolererer intolerance«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her