En grov fejl i en ny OECD-undersøgelse betyder, at danske skoleelevers fravær forekommer langt højere end det reelt er. Det er en gruppe bestående af SFI (Socialforskningsinstituttet), DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet) og AKF(Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut), der under ledelse af SFI har lavet den danske del af PISA 2000 undersøgelsen. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) erkender over for Ritzau, at de danske elevers fravær ikke er så højt, som flere medier kunne fortælle onsdag morgen. Det var AKF, der havde ansvaret for oversættelsen af spørgeskemaet til dansk. Det er i oversættelsen af et af spørgsmålene, det er gået galt. »Det er sket det beklagelige, at vi i Danmark har spurgt til fraværet over en fire ugers periode, mens de i de øvrige OECD-lande har målt på en to ugers periode«, siger forskningsleder Torben Pilegaard fra AKF. Dermed forekommer danske skoleelevers fravær meget højere, end det reelt er. Fraværet er helt normalt Ifølge de fejlagtige tal, havde hver tredje skoleelev så meget fravær, at det gik ud over deres uddannelse. Men nu viser det sig imidlertid, at de danske skoleelevers fravær er på højde med andre lande, som vi normalt sammenligner os med. AKF vil nu overveje, hvordan man kan lave en ny opgørelse af de danske skoleelevers fravær.
Danske elever frikendt for pjæk
Lyt til artiklen