Etisk Råd: Børn er ikke reservedelslagre

Formanden for Etisk Råd, Ole Hartling, er imod ægsortering, hvis det sker for at helbrede søskende. - Foto: Rasmus Baaner
Formanden for Etisk Råd, Ole Hartling, er imod ægsortering, hvis det sker for at helbrede søskende. - Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Børn skal ikke sættes i verden med det formål at fungere som reservedelslager for en syg bror eller søster. Det mener et lille flertal i Etisk Råd. 10 af rådets 17 medlemmer er imod den såkaldte teknik 'ægsortering', såfremt formålet er at hjælpe en syg bror eller søster. »Vi har alle krav på at blive født som formål i os selv, men i disse situationer vil man blive født for at hjælpe søskende. Man bringes ikke til verden for sig selv men som et middel for et andet menneske. Og det finder jeg ikke rigtigt«, siger formanden for Etisk Råd, Ole Hartling, til Ritzau. Aktuelt efter Jason-sag Ægsortering går ud på at undersøge og sortere befrugtede æg for såvel arvelige, alvorlige sygdomme som for vævstype, før de sættes ind i kvindens livmoder. Metoden blev særlig aktuel i forbindelse med sagen om 12-årige jason fra Nibe, hvis forældre sidste år ønskede lægernes hjælp til ved kunstig befrugtning at give Jason en bror eller søster. Derved kunne man udtage egnet væv fra det nye familiemedlem og måske helbrede Jason. Jason blev opereret af amerikanske læger. Forsøget med den komplicerede teknik mislykkedes, men takket være en britisk donor blev Jason helbredt i foråret. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erklærede sig dengang som tilhænger af ægsorteringsteknikken, men Etisk Råd er altså ikke på linje med ministeren. Svært at undslå sig donation Flertallet i rådet hæfter sig også ved risikoen for, at barnet kan vokse op med følelsen af at være 'reservedelslager'. »Hvis nu storebror senere får en nyresygdom og har brug for en ny nyre, kan lillebror føle sig presset til at donere. Og det kan være svært at undslå sig, når man ved, at man er vævsforenelig med sine søskende«, siger Ole Hartling. Må ægsortere ved sygdom Ægsortering må i Danmark kun udføres i de tilfælde, hvor en kvinde i forvejen er i behandling for barnløshed og ønsker at sikre sig mod, at barnet fødes med alvorlige kromosomfejl. Desuden benyttes metoden i de tilfælde, hvor der er en kendt og væsentlig øget arvelig risiko for, at barnet får en alvorlig sygdom. Et flertal i rådet finder det acceptabelt at anvende ægsortering i de to tilfælde, skriver Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her