S udelukker dobbelt EU-valg

Lyt til artiklen

I et usædvanligt politisk bagholdsangreb forsøger Socialdemokratiet nu at diktere datoen for den kommende folkeafstemning om den nye EU-forfatning. I et brev, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) modtager fredag, gør Socialdemokratiet det klart, at partiet ikke kan acceptere at slå folkeafstemningen sammen med valget til Europaparlamentet 13. juni 2004. Netop den model står ellers højt på ønskesedlen hos mange venstrefolk. »Det er to forskellige ting, der fortjener hver sit forløb. Hvis de to ting skal holdes samtidigt, risikerer vi også at forplumre debatten, og det øger risikoen for et nej«, siger EU-ordfører Henrik Dam Kristensen (S). SF og R støtter S Både SF og de radikale er på linje med Socialdemokratiet. »Jeg er fuldstændig enig. Det vil forkludre alting, hvis det sker. Man skal ikke blande tingene sammen. Forfatningstraktaten er i sig selv ganske kompliceret. Hvis den skal blandes sammen med Europaparlamentsvalget, bliver det en forvirret diskussion, hvor alting er blandet sammen i en pærevælling«, siger SF's formand, Holger K. Nielsen. »Det skal gøres så enkelt som muligt«, siger Niels Helveg Petersen (R). Nyrups valg Aktionen fra de tre oppositionspartier skyldes ikke kun frygten for at forplumre debatten. For Socialdemokratiets vedkommende handler det også om at sikre spidskandidaten, Poul Nyrup Rasmussen, så gunstige vilkår som muligt. Som det ser ud netop nu, har Venstre ikke nogen kandidater, der befinder sig i samme vægtklasse som Poul Nyrup og listens nummer to, Henrik Dam Kristensen. Men hvis de to valg bliver slået sammen, vil statsminister Anders Fogh Rasmussen få en platform til at blande sig i valgkampen, og det kan sikre Venstre flere stemmer. Samtidig er Socialdemokraterne bevidste om, at mange S-vælgere vil stemme nej til forfatningen. Partiet frygter, at disse vælgere så måske også vil sætte krydset ved en anden liste, hvis de to sager blandes sammen. Øv i Venstre Venstres formodede spidskandidat til Europaparlamentsvalget, Karin Riis-Jørgensen, ærgrer sig over Socialdemokratiets melding. »Jeg syntes, det var en god idé at slå det sammen. Vi kommer jo ikke uden om at diskutere forfatningen i valgkampen til Europaparlamentet. Så skal vi måske diskutere det samme igen få måneder senere. Desuden ville det øge valgdeltagelsen til parlamentet, hvis det blev slået sammen«, siger hun. Men Karin Riis-Jørgensen erkender blankt, at strategien nu må betragtes som død. »Det er svært at forestille sig, hvis de andre japartier ikke vil være med«, siger hun. Splittelse kan give problemer Mens statsministeren suverænt kan fastsætte datoen for et folketingsvalg, skal han have et flertal i Folketinget bag sig, når han lægger datoen for en EU-folkeafstemning. Dermed kan de to valg kun slås sammen, hvis regeringen går sammen med Dansk Folkeparti om at gennemtrumfe det - og en sådan splittelse af jasiden vil næppe øge chancerne for at få et ja til forfatningen. Det var torsdag ikke muligt at få statsministerens kommentar til kravet om at splitte de to afstemninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her