SF truer med at anbefale vælgerne at stemme nej til den kommende EU-forfatning, hvis der både skal stemmes om traktaten og de danske forbehold samme dag. »Det kan godt få betydning for, om SF kan stemme ja. Når man stemmer om forfatningen, er man nødt til at vide, hvad man stemmer om. Det andet giver total usikkerhed. Det kan man ikke byde folk, så det er meget afgørende for os«, siger partiets formand, Holger K. Nielsen. Han mener, at det vil være katastrofalt, hvis regeringen beslutter sig for den såkaldte smørrebrødsseddel. »Vi skal have en ren afstemning om forfatningen, og så må partierne bagefter finde ud af, hvad de vil gøre med undtagelserne«. R vil have adskilt afstemning Også de radikale vil holde tingene adskilt. »Det har vi anbefalet fra starten. Afstemningen skal være så enkel som muligt. Der skal ikke meget til for at skabe forvirring om, hvad temaet egentlig er«, siger partiformand Marianne Jelved. Socialdemokratiet har ikke lagt sig fast på, om der kan stemmes om forfatningen og forbeholdene samme dag, men EU-ordfører Henrik Dam Kristensen lægger stor vægt på SF's melding. »Hvis SF ender med at anbefale et ja, så må vi seriøst overveje at lytte til SF's opfordring«, siger han. Pres på Anders Fogh De tre partier har lagt et massivt pres på statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og slog for få dage siden fast, at de heller ikke vil acceptere, at valget om traktaten slås sammen med valget til Europaparlamentet. På SF's landsmøde om EU i weekenden nægtede Holger K. Nielsen at tage stilling til det traktatudkast, der er skrevet i det såkaldte EU-konvent. Han har dog ikke lagt skjul på, at han håber at kunne bakke op om den endelige traktat. På landsmødet i Nørresundby fik partiformanden efter flere meget snævre afstemninger opbakning til en mere offensiv EU-politik. SF er nu parat til at ændre eller afskaffe to af de forbehold, der hidtil har været hellige for dem. Hvis det står til partiet, skal Danmark i fremtiden kunne drage i krig under EU's ledelse, ligesom vi skal kunne samarbejde fuldt og helt om asyl- og indvandringspolitik.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























