Selv meget alvorlige bivirkninger ved lykkepiller bliver ikke altid indberettet til Lægemiddelstyrelsen, fordi lægerne nægter at gøre det. Men nu er brugerne selv begyndt at sende indberetninger til styrelsen. Det er blevet muligt med nye regler, som trådte i kraft 1. juli. Og de antidepressive SSRI-præparater - populært kaldet lykkepiller - er den type medicin, som næsthyppigst optræder i patienternes egne indberetninger. »Af i alt 52 indberetninger fra private siden 1. juli drejer de 6 sig om SSRI-midler«, siger overlæge i Lægemiddelstyrelsens bivirkningssektion Doris Stenver. »De er alle sammen kommet inden den seneste tids fornyede omtale af præparaterne, så vi forventer, at der kommer flere nu. Vi har allerede haft henvendelser fra folk, der ville rekvirere skemaer til indberetning om bivirkninger ved SSRI«, siger hun. Tanker om selvmord Politiken kunne forleden oplyse, at Lægemiddelstyrelsen siden 1989, da lykkepillerne kom på markedet herhjemme, i alt har fået 1.599 indberetninger om bivirkninger ved pillerne. Heraf drejede 8 sig om selvmordsforsøg. Men selv alvorlige bivirkninger er ikke altid blevet indberettet, viser flere henvendelser til Politiken. »Jeg fik tvangstanker om selvmord, som plagede mig tre-fire timer hver dag«, siger Birgitte Bertelsen. »Jeg forlangte, at min læge indberettede det som bivirkning, men han nægtede, med den begrundelse at pillerne ikke kunne give den slags bivirkninger. Så kvittede jeg pillerne, og det blev bedre. Nu har jeg selv indberettet det til Lægemiddelstyrelsen«. Afslog at indberette voldsomme blødninger Politiken har fået flere andre henvendelser fra lykkepillebrugere, hvis læger har nægtet at indberette bivirkninger. En enkelt fik så voldsomme blødninger fra livmoderen i forbindelse med menstruation, at hendes læge anbefalede hende at gå på skadestuen. Alligevel sendte han ingen indberetning. Nogle mener, at lægerne simpelthen ikke orker besværet med indberetninger. »Det er interessant, at lægerne åbenbart ikke altid har indberettet selv alvorlige bivirkninger, siger overlæge Doris Stenver. »Vi håber, at de nye regler giver os et bedre overblik over medicinske præparaters bivirkningsprofil«. Indberetning skærpes De nye regler giver ikke kun patienterne mulighed for at indberette bivirkninger. De skærper også lægernes pligt til at indberette. Tidligere skulle bivirkninger indberettes de første to år, et præparat var på markedet. Nu har lægerne fået en udvidet pligt til at rapportere om uventede og alvorlige bivirkninger, uanset hvor længe medicinen har været i brug. Den gamle regel kan meget vel have været med til at sløre billedet af, hvor ofte patienter oplever bivirkninger ved et bestemt præparat, erkender Doris Stenver. Fordi de formentlig ikke har indberettet kendte bivirkninger ved lægemidler, som har været på markedet i flere år. »Men det er selvfølgelig også interessant at se frekvensen af bivirkninger. Derfor må lægerne gerne indberette også bivirkninger, der allerede er beskrevet. Det kan være vigtigt, hvis det viser sig, at kendte bivirkninger måske er meget hyppigere, end vi antog. Og selv om de nye regler ikke gælder med tilbagevirkende kraft, må de gerne indberette bivirkninger, som er konstateret også før 1. juli«, siger Doris Stenver. Forventer flere indberetninger 52 indberetninger fra patienter og pårørende på næsten fire måneder er ikke noget overvældende tal. Men Doris Stenver forventer, at der kommer flere, efterhånden som muligheden bliver kendt i offentligheden. Og det ser Lægemiddelstyrelsen gerne, fordi det vil være med til at give et mere nuanceret billede af bivirkningerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























