Minister-nej til partifælles ønske om særbehandling

Foto: Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) vil ikke give Gentoftes borgmester, partifællen Hans Toft, særbehandling for at bane vej for en omfattende ombygning af den fredede Munkegårdsskole. Skolen er et nationalt og internationalt hovedværk af den danske arkitekt Arne Jacobsen, og Gentofte Kommunes ønske om en gennemgribende ombygning blev i foråret afvist af Kulturarvsstyrelsen. Gik direkte til partifællen, ministeren Gentoftes borgmester, Hans Toft, tog derfor i sidste uge det usædvanlige skridt at gå direkte til kulturministeren og bede ham om enten at tillade en omfattende ombygning eller ophæve fredningen af byggeriet. Men i stedet for at behandle sagen selv har Brian Mikkelsen bedt sine embedsmænd behandle den helt efter de almindelige regler. Borgmesterens brev er derfor sendt videre til Kulturarvsstyrelsen, der behandler fredningssager. Trækplaster »Vi har sendt sagen til Kulturarvsstyrelsen og bedt dem om at tage hånd om sagen, forelægge den for Det Særlige Bygningssyn og træffe en afgørelse. Sagen bliver behandlet fuldstændig på linje med andre sager«, siger afdelingschef i Kulturministeriet Steen Kyed. Munkegårdsskolen er bygget i 1956. Den blev fredet i 1995, og den tiltrækker hvert år turister, studerende og lærere fra arkitektskoler i hele verden. Gentofte Kommune vil ombygge skolen som et led i det storstilede skoleudviklingsprojekt Skub, hvor man forlader den traditionelle klasseundervisning og giver eleverne ansvar for egen læring. Kommunen vil derfor rive indvendige mure ned mellem de 24 klasseværelser og overdække tre af de gårdhaver, som hører til klasserne. Men dermed rammer kommunen ind i selve hjertet af arkitekturen, mener Kulturarvsstyrelsen. Nyt skitseforslag Styrelsen har peget på syv andre muligheder for mindre indgribende ombygninger og tilbygninger, som vil skabe undervisningslokaler i forskellige størrelser og også opfylde skolens ønske om mere tidssvarende toiletforhold for eleverne. Men Skub-ledelsen mener, at de løsninger vil »kompromittere skolens muligheder for pædagogisk udvikling«. Derfor gik borgmesteren i sidste uge direkte til kulturministeren med »et nyt skitseforslag«. Forslaget, som Kulturarvsstyrelsen nu skal behandle, indeholder stadig en overdækning af tre gårdhaver og nedrivning af indre mure, men overdækningen er ændret i forhold til tidligere. Det har ikke været muligt at træffe borgmester Hans Toft, men hans partifælle skoleudvalgsformand Steen Mogensen siger, at man nu må afvente Kulturarvsstyrelsens afgørelse. »Vi har stadig en forhåbning om at komme igennem med vores ombygning. Og hvis styrelsen siger nej til at ophæve fredningen, vil vi anke afgørelsen til kulturministeren«, siger Steen Mogensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her