Nej til omstridt golfbane i Nordsjælland

Naturklagenævnet siger nej til en golfbane i Stenløse. - Foto: Peter Hove Olesen
Naturklagenævnet siger nej til en golfbane i Stenløse. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Naturklagenævnet har med et overvældende flertal afvist at give tilladelse til en golfbane i Stenløse i Nordsjælland. Sagen har været meget omtalt, fordi miljøminister Hans Christian Schmidt (V) er blevet beskyldt for at vildlede om sagsbehandlingen. Af Naturklagenævnets 10 medlemmer stemte kun én for, at Stenløse Kommune skulle have tilladelse til at anlægge golfbanen. Det var miljøministerens partifælle, Jens Vibjerg. De øvrige ni medlemmer, heriblandt to højesteretsdommere og nævnets formand, mener, at lokalplan og kommuneplantillæg var ugyldige, og at der er juridiske problemer forbundet med sagens forarbejder. Ulovlig bane En af klagerne, Jacob Precht, er yderst tilfreds med udfaldet. »Nu har vi fået Naturklagenævnets medhold i, at det, vi sagde fra starten, er rigtigt. At det er ulovligt at lægge banen dér, og at der eksisterer de forskellige problemfelter, vi har påpeget, men som kommunen har negligeret totalt«, siger Jacob Precht til Ritzau. Han og den borgergruppe i Stenløse, der har klaget, har hævdet, at golfbanen ville være i strid med såvel planlov som regionplan. Hertil kommer naturbeskyttelsesloven og EU's habitatsdirektiv, der skal beskytte truede dyr og planter. På området i Stenløse findes levesteder for grønt markfirben, stor vandsalamander samt butsnudet og spidssnudet frø. »Det er tankevækkende, at der skal så meget arbejde til og gå så lang tid, hvor situationen er uafklaret. Og det gælder hele vejen rundt - både for de borgere, der ikke vil have golfbanen, og dem, der gerne vil. Man forvalter på trods af borgere og lovgivning, og det er problematisk«, siger Jacob Precht. Ministre droppede indsigelser SF og Socialdemokratiet har mistænkt miljøministeren for at have fået myndighederne til at opgive modstand mod golfbanen. Sidste efterår droppede Miljøministeriet og Fødevareministeriet deres indsigelser mod golfbanen, tre uger efter at Stenløses venstreborgmester, Willy Eliasen,Ne havde appelleret i personlige breve til Schmidt og fødevareminister Mariann Fischer Boel (V). De to ministre har forklaret, at embedsmændene selv havde besluttet at droppe indsigelserne ud fra en samlet vurdering, hvor man især tog hensyn til, at der var stort behov for golfbaner i hovedstadsområdet, og at der ifølge Skov- og Naturstyrelsen ikke var tale om landskab af national eller international betydning. Dermed afviste miljøminister Hans Christian Schmidt beskyldningerne om at have hjulpet sin partifælle Willy Eliasen i Stenløse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her