Politiet undersøger halloweenmotiv til drab

Lyt til artiklen

Hun kommer tilsyneladende fra en helt normal familie, som hverken politiet eller de sociale myndigheder er stødt på i deres arbejde i Hundested Kommune. Men søndag morgen omkring klokken seks, gik det helt galt for familiens 14-årige pige. Hun overmandede sin fire år ældre storebror, satte sig overskrævs på ham og dræbte ham med gentagne knivstik. Tirsdag fortsætter politiet i Frederikssund afhøringerne af pigens forældre og bekendtskabskreds for at finde et motiv til drabet. Da politiet pågreb hende efter en dramatisk biljagt på landevejen mellem Hundested og Frederikssund, var hun iført en blå kedeldragt. Politiets kriminaltekniske afdeling har samtidig fundet en halloweenmaske, som hun formentlig har haft på under drabet. Filmmorder i samme påkldning I gyserfilmen 'Maskernes nat' myrder den seksårige Michael sin storesøster med en kniv, og i filmens efterfølgere optræder han i en blå kedeldragt og iført maske. »Det er klart, at når vi kigger på motivet til drabet, så indgår det selvfølgelig i vores tankegang, og det indgår da også i det afhøringstema, som vi tager hul på nu, når vi skal snakke både med hende og andre i og omkring familien. Men jeg vil godt understrege, at det er alt for tidligt at drage nogen endelige konklusioner«, siger kriminalinspektør hos Frederikssunds Politi Mogens Sørensen. Den 14-årige pige har de sidste tre år gået i en specialklasse på den lokale folkeskole, men ud over det har de sociale myndigheder i Hundested Kommune intet kendskab til familien, oplyser formanden for kommunens børne- og kulturudvalg, Jens Raunkjær (V). Flaget på halvt Kommunen vil igangsætte en undersøgelse, der skal kortlægge, om de sociale tiltag i kommunen har svigtet. Pædagoger og lærere fra den specialklasse, som den 14-årige pige har gået i, vil blive spurgt om deres syn på den tragiske hændelse. »Herudfra vil vi så konkludere, om der er forhold, som skal rettes op på i vores sociale systemer«, siger Jens Raunkjær, der i dag vil indkalde til et ekstraordinært møde om sagen i kommunens børne- og kulturudvalg. Mandag blev der flaget på halvt på den fabrik, hvor den dræbte bror arbejdede sammen med sin far i Hundested, mens familiens hus i et af byens villakvarterer blev afspærret af politiet. Jens Raunkjær oplyser, at byens borgere er i chok. »Ingen forstår, hvad det er, som er sket«, siger han. Børnepsykolog Søren Friis Smith betegner mordet som »spektakulært« og advarer mod at drage forhastede konklusioner. »Det er jo ikke sådan, at børn, der normalt ser gyserfilm, bliver mordere. Det her er så ekstremt, at det er vanskeligt at dæmme op for, og det peger derfor på nødvendigheden af tilbundsgående psykiatriske undersøgelser«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her