Bopæl afgørende for behandling af gigtpatienter

Lyt til artiklen

Bopælen har betydning for, om leddegigtpatienter får tilbudt behandling med de nye biologiske præparater, der dæmper betændelsen og i visse tilfælde helt kan standse udviklingen af deres sygdom. Flest patienter kommer i behandling med den nye medicin i de to hovedstadskommuner. Og gennemgående er chancen for at få den effektive behandling over dobbelt så stor for patienter øst for som vest for Storebælt. 'Rystende store forskelle' Det viser en undersøgelse fra Gigtforeningen, der er overrasket over, at der er geografisk forskel på behandlingstilbuddet. »Det er rystende, at der er så stor forskel på det østlige og det vestlige Danmark. Medicin skal gives efter lægefaglige kriterier og ikke efter, hvor man bor«, mener direktør i Gigtforeningen Lene Witte. »Vi ved ikke, hvad forskellen skyldes. Men man kan ikke lade være med at få en mistanke om, at det blandt andet kan skyldes hensynet til budgettet i visse amter«, siger Lene Witte, der nu vil tage sagen op over for Amtsrådsforeningen. Behandlingen ikke udbredt En rundspørge fra Gigtforeningen i maj til samtlige reumatologiske afdelinger i Danmark viste, at kun 695 patienter var i behandling med de såkaldte TNF-alfa-hæmmere - en stigning på 221 i forhold til året før. »Det er rigtigt, at behandlingen ikke er blevet så udbredt, som der er behov for«, siger formand for Dansk Reumatologisk Selskab, overlæge, dr.med. Jens Møller Rasmussen, Odense Universitetshospital. »Det kan være et udtryk for en økonomisk og politisk prioritering, men det kan også være et problem, at der visse steder er mangel på speciallæger i reumatologi. Det kan også forklare noget af de geografiske forskelle«. Smertefuld sygdom Leddegigt er en stærkt invaliderende og smertefuld sygdom, som hyppigst rammer ældre, men også kan forekomme hos helt unge og endda børn. Hvert år konstateres 1.700 nye tilfælde, og 35.000 danskere menes at lide af sygdommen. Halvdelen af patienterne har måttet opgive deres arbejde efter seks-ti år med sygdommen. Både Dansk Reumatologisk Selskab, der er et videnskabeligt selskab for speciallæger i reumatologi, og patientforeningen Gigtforeningen mener, at der er brug for en national handlingsplan for gigt - ligesom man har det på f.eks. hjerteområdet og kræftområdet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her