Stemmen knækkede over, da den bedrageridømte tidligere byggematador Kurt Thorsen tirsdag skulle fortælle om to medfangers overfald på ham i Statsfængslet ved Sdr. Omme. »Jeg troede, jeg skulle dø«, fortalte Kurt Thorsen om overfaldet en tirsdag aften i midten af september. Gerningsmændene på 19 og 22 år blev idømt hver halvandet års fængsel efter den grove voldsparagraf ved en domsmandsret i Grindsted, hvor voldsofferet Kurt Thorsen blev ført som vidne. Overfaldet var ifølge anklagemyndigheden hævn, fordi fangerne mente, at Kurt Thorsen havde angivet andre indsatte for narkohandel. De to dømte udbad sig betænkningstid med hensyn til at anke dommen. Retssagen blev gennemført under politibeskyttelse på grund af anonyme dødstrusler både mod Kurt Thorsen og et vidne. Sidstnævnte afsonede på tidspunktet for overfaldet i det åbne fængsel i Sdr. Omme og var kommet Kurt Thorsen til hjælp. De dømte nægtede sig skyldige og ønskede heller ikke at udtale sig i retten. Fra stole bag hver deres forsvarer nidstirrede de Kurt Thorsen og andre vidner. Bestilt arbejde Kurt Thorsen blev overfaldet med en kødhammer og en billardkugle, som i en pose blev brugt som slagvåben. Han pådrog sig blandt andet et mindre kraniebrud og har stadig fysiske men, ligesom han fortsat er under ambulant psykiatrisk behandling som følge af posttraumatisk stress. Ifølge en lægeerklæring ville slagene med kødhammer have været dødbringende, hvis de havde ramt på en af de svageste kraniedele. To vidner blandt hans medindsatte fastslog, at overfaldet var planlagt. »Det var bestilt arbejde«, konstaterede et af vidnerne, der blev eskorteret til retten af politifolk, fordi han tidligere på morgenen var blevet truet med at blive skudt, hvis han udtalte sig. Det andet vidne havde skiftet navn og afsoner nu i et andet fængsel. Frosset ud Forud for overfaldet var Kurt Thorsen, der ellers havde været fællestalsmand for de indsatte, blevet frosset ud af medfangerne, efter at han var blevet udråbt som stikker og dermed gjort fredløs i fængslet. Der var på overfaldstidspunktet afsat ekstra vagter til at beskytte den tidligere byggematador, men det lykkedes alligevel for de to gerningsmænd at komme ind i Kurt Thorsens celle. »Vi har ikke stikkere her på afdelingen. Derfor er du død om to minutter«, sagde voldsmændene ifølge Kurt Thorsen, før de overdængede ham med slag. »Da jeg første gang blev ramt med kødhammeren, troede jeg, at jeg var død. Jeg råbte om hjælp. Og jeg råbte: »Jeg bliver slået ihjel«. Jeg forsøgte hele tiden at blive på benene, for hvis jeg mistede bevidstheden, vidste jeg, at jeg ville blive slået ihjel«, forklarede han. Føler sig forfulgt Den detroniserede finansmands sædvanlige teatralske selviscenesættelse, som ellers var kendetegnende for ham under PFA-sagen, der for knap to år siden kostede ham en dom på seks års fængsel, var forduftet og afløst af en bange og indesluttet attitude. »Er man først stemplet som stikker, er man dødsmærket i en fængselssituation«, sagde Kurt Thorsen udenfor retsbygningen efter, at han var blevet afhørt. »En ting er, at man er blevet uretfærdigt dømt. En anden er, at man risikerer at blive slået ihjel. I fængslet er der en uautoriseret loge, der siger, at man som stikker skal slås ihjel. Og jeg har ikke stukket nogen som helst«. »Jeg har vist, at jeg er psykisk stærkt, men denne her traumatiske oplevelse kan jeg ikke selv kontrollere. Jeg kan ikke sove om natten. Jeg trues på gader og stræder. Jeg vækkes med trusler tidligt om morgenen. Jeg har måttet flygte ind i taxaer og ind på et hotel, hvor jeg måtte overnatte. Alle kender på fire hundrede meters afstand »den lille fede, skaldede idiot, der er stikker i Sdr. Omme«. Sættes jeg ind igen, bliver jeg slået ihjel«. »Det bedste ville være at komme til London, hvor ingen kender mig, men lige nu handler det om, at jeg bliver restitueret. Jeg føler mig meget dårlig og er bange for, at jeg har mistet min erhvervsevne«, sagde Kurt Thorsen. »Det var svært at se de to voldsmænd i retten. I dag er jeg blevet truet med at blive skudt, hvis jeg udtalte mig, men jeg valgte at vidne, fordi det ellers ville være anarkiet, der herskede«. »Skal jeg igen afsone, må kriminalforsorgen garantere min sikkerhed. Det går ikke, at man blander pærer med æbler. Altså sætter hvilken som helst afsoner sammen med voldspsykopater«, konstaterede han. Efter voldsepisoden fik Kurt Thorsen afbrudt sin afsoning og hans advokat, Jørgen Lange, København, overvejer nu at søge benådning for sin klient.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























