Zoo mangler isbjørne

Lyt til artiklen

Det kan snart være slut med at opleve isbjørne i Zoologisk Have i København - i alt fald for en periode. Havens to isbjørne er så afkræftede af alderdom, at det kun er et spørgsmål om tid, før de må aflives. Og Grønlands hjemmestyre har netop sagt nej til at hjælpe med at skaffe en ny generation. »Der er en stor risiko for, at vi kommer til at stå uden isbjørne. De to, vi har, er nogle af verdens ældste. De er 32 og 33 år. Hunnen har det ikke godt. Hun er virkelig alderdomssvækket. På et tidspunkt må vi sige, at vi ikke dyreetisk kan acceptere det længere. Så må vi aflive hende. Og så skal den gamle han ikke gå rundt alene, men må også aflives«, siger Zoologisk Haves direktør, Lars Lunding Andersen. Ikke mange isbjørneunger i fangenskab Der fødes ikke ret mange isbjørne i fangenskab. Derfor henvendte Zoologisk Have sig til Grønland for at få to isbjørneunger. Men den grønlandske 'regering' - landsstyret - nedlagde i denne uge forbud mod sådan en eksport. »Landsstyret betragter det som uetisk at tage et vildt dyr og sætte det i fangenskab«, forklarer direktør Amalie Jessen, Direktoratet for Fangst og Fiskeri. Grønlands Turistråd mener, at isbjørneungerne kunne være god turistreklame. Landsstyret frygter derimod, at det vil gå lige modsat. Grønland kritiseres i forvejen af Verdensnaturfonden for at svigte sit internationale ansvar for miljøet. Blandt andet er jagtreglerne mangelfulde. Landsstyret er bange for, at det vil give negativ omtale at forsyne zoologiske haver med isbjørne, så længe naturforvaltningen ikke er på plads. Ønsker 'hittebørn' »Grønland kan risikere at komme i fokus, hvis vi begynder at eksportere levende, vilde dyr. Isbjørnen er ikke en truet dyreart, men de grønlandske bestande er overudnyttede. Fangsten er større, end reproduktionen kan klare. Der er kvoter på vej for fangsten, og landsstyret er bange for, at det vil sætte sindene i kog i Grønland, hvis udenlandske zoologiske haver får tilladelse til at få isbjørne«, siger Amalie Jessen. Zoodirektøren tager afslaget til efterretning, men peger på, at København tidligere har fået isbjørneunger som 'hittebørn' fra Grønland: »Finder man en isbjørneunge, der er forladt af moderen, kan man ikke sætte den ud i naturen. Så skal den enten aflives eller sendes til en zoologisk have. Det er den situation, vi har tænkt på«, siger Lars Lunding Andersen. Han forstår godt, at der er mange følelser forbundet med at hente dyr fra naturen og sætte dem ind i en zoologisk have. Men han peger samtidig på, at de isbjørne, som er kommet til København, har fået adskillige unger. »Vi er faktisk en af de zoologiske haver i Europa, der gennem årene har fået allerflest isbjørneunger. Den sidste blev født for ikke så mange år siden. Den endte i Aalborg Zoo, hvor den så desværre omkom for et par år siden, fordi den faldt i graven«, siger direktøren. Isbjørne har altid spillet en vigtig rolle for haven i København. Det er en af de dyrearter, der har været med fra åbningen i 1859. »Vi prioriterer isbjørnene højt, for der er en meget lang og gammel tradition for, at Zoologisk Have i København har isbjørne. I foråret 2004 ombygger vi det bestående isbjørneanlæg. Og når vores nye elefantanlæg står færdigt, bliver isbjørnene de næste dyr, der skal have et helt nyt anlæg«, siger Lars Lunding Andersen. Efter det grønlandske afslag må haven nu sætte hele sin lid til, at det kan lykkes at skaffe en ny generation isbjørne fra andre zoologiske haver: »Der er faktisk ikke så mange isbjørne for tiden i Europa, men der er nogle på vej. Og der har vi lagt billet ind«, siger direktøren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her