Klage over professor Bent Jensen

Lyt til artiklen

Professor Bent Jensen, der ved finansloven fik en særbevilling til forskning i indre danske konflikter under den kolde krig, er blevet indklaget for Syddansk Universitets Praksisudvalg. Udvalget er universitetets organ, hvor tvister om god videnskabelig praksis og kollegial opførsel afgøres. Det er hans kollega og formand for Statens Humanistiske Forskningsråd, professor Poul Holm, der har indklaget professor Bent Jensen. Læserbrevsdiskussion fører til klage Klagen falder efter længere tids læserbrevsdiskussion om, hvorvidt Poul Holm har sortlistet Bent Jensen. Bent Jensen har flere gange påstået, at Poul Holm direkte har frarådet, at Jensen - og tidligere kommunistiske forskere - skal udføre en undersøgelse af Danmark under den kolde krig. Det afviser Poul Holm, men da anklagen i går blev gentaget i en kronik i Jyllands-Posten, valgte han at klage over sin kollega ved Syddansk Universitet. »Bent Jensen fordrejer« »Bent Jensen ser konsekvent bort fra og fordrejer de dementier, jeg og Forskningsstyrelsen kommer med. Vi er uden for rammerne for almindelig debat. Nu gælder det tilsyneladende kun om grader af tilsvining og ihærdighed, og det mener jeg ikke det akademiske miljø er tjent med«, siger Poul Holm. Bent Jensen: Det minder om skolegården Bent Jensen tager klagen roligt: »Men jeg synes, det er en uskik, at voksne mennesker render rundt og klager over hinanden i stedet for at tage diskussionen i offentligheden. Det minder om skolegården, hvor tøsedrengene sladrede til læreren, hvis nogen sagde et grimt ord«. Striden mellem Poul Holm og Bent Jensen startede, da Bent Jensen 20. februar 2002 sendte et brev til flere ministre. Han foreslog blandt andet en undersøgelse af »agenters og frivillige hjælperes bidrag til det pres, Danmark var udsat for fra de totalitære politistater, i første række Sovjetunionen med DDR som en vigtig drabant«. »Emnet er blevet forbigået Bent Jensen forklarer i brevet, at han mener, at emnet er blevet forbigået under den socialdemokratiske regering og opfordrer derfor til hurtigt handling. »Hvis regeringen ønsker dette emne belyst af forskere, der har både den fornødne sagkundskab og den fornødne vilje til at beskrive emnet, er tidspunktet inde. Ingen ved, hvordan situationen ser ud efter næste valg«. Bestilt undersøgelse hos udenrigspolitisk institut På det tidspunkt, hvor Bent Jensen sender brevet, er der bestilt en undersøgelse af den kolde krig hos Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), men den behandler ikke agenter i Danmark. Bent Jensen forklarer i brevet, at han ikke mener, DUPI vil være de rette til at gennemføre en undersøgelse af »den indre trussel«: »Det kræver [...], at DUPI viser vilje til at ansætte den fornødne ekspertise. Det har jeg mine grunde til at tvivle på«, skriver han. »Det kvalificerede historiske fagmiljø i Danmark er meget lille« Brevet ender hos minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander. Han beder 25. marts Poul Holm om at vurdere Bent Jensens forslag. I sit svar skriver Poul Holm blandt andet: »... det kvalificerede historiske fagmiljø i Danmark er meget lille, når der forudsættes kendskab til russiske arkiver - og ikke meget større, hvis der også er tale om polske og østtyske arkiver. Ydermere er de fleste eksperter på området i en vis forstand parthavere i sagen, da de enten har været kendt som aktive eller sympatiserende kommunister eller (som i Bent Jensens tilfælde) har været kendt som højprofilerede kritikere af kommunisterne. Spørgsmålet er, om denne baggrund for de muligt involverede forskere er den bedste for at fremme en rent forskningsmæssig afklaring«. Ses som bevis for sortlistning Dette afsnit mener Bent Jensen er bevis for, at Poul Holm har sortlistet både ham og tidligere kommunistiske forskere. Poul Holm på sin side mener, at han blot påpeger omstændigheder, som det er fagligt relevant at tage i betragtning. Desuden forklarer han, at han slutter sit brev med en anbefaling af, at man undersøger de nævnte problemer, før en eventuel undersøgelse sættes i gang. Striden skal nu afgøres ved Odense Universitets Praksisudvalg. Rådet kan indstille sanktioner fra en påtale til afskedigelse, men det er rektor Jens Oddershede, der træffer den endelige afgørelse i klagesager.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her