Fem mænd med tilknytning til Hells Angels i Horsens blev onsdag formiddag varetægtsfængslet i fire uger efter en større razzia. Det oplyser DR Kanal 94. Ifølge kriminalinspektør Kristian Skovhus har politiet sigtet dem for omfattende narkohandel. »Der er tale om medlemmer af Hells Angels og personer med tilknytning til rockermiljøet på Hells Angels-siden«, siger kriminalinspektøren til Ritzau. 30 politimænd i aktion De fem blev anholdt tirsdag under en større aktion, hvor 30 politifolk gennemførte flere ransagninger i Horsens. »Vi fandt en stribe interessante ting, blandt andet narko«, siger Kristian Skovhus, som ikke vil ind på arten og mængden af narkotika. De anholdte er mellem 28 og 40 år. Ransagningerne skete efter et halvt års efterforskning. »Det er et led i vores omfattende rockerefterforskning, som fortsætter«, siger Kristian Skovhus.
Fem rockere fængslet for narko
Lyt til artiklen