Ventetidsgarantien på landets sygehuse virker ikke, som mange patienter forventer. Sygehusenes patientvejledere bestormes derfor af patienter, der vil have hjælp til at bruge det udvidede sygehusvalg. I en række amter er antallet af henvendelser fra patienter steget med mellem 25 og 50 procent. Voldsomst går det for sig i Københavns Amt, hvor antallet af henvendelser er tredoblet, skriver Dagens Medicin. »Alle mennesker kommer med en forventning om, at de kan blive behandlet i det offentlige inden for to måneder, fordi politikerne har lovet det. Derfor bliver de skuffede, når de oplever, at der ikke er noget alternativt tilbud på deres område«, siger patientvejleder på Rigshospitalet Lene Madsen til Dagens Medicin. Det sker fordi, amterne ikke har lavet aftaler for alle områder med private klinikker eller sygehuse. Derfor må patienterne finde sig i almindelige ventetid på sygehusene.
Patienter er skuffede over frit sygehusvalg
Lyt til artiklen