KaosPiloterne - den århusianske iværksætteruddannelse - er reddet foreløbig for et år. Det oplyser skolens rektor, Uffe Elbek. Statstilskuddet til uddannelsen er fjernet i den kommende finanslov, men siden besparelsen blev kendt har både politikere og repræsentanter for store erhvervsvirksomheder talt for, at uddannelsen burde sikres i fremtiden. Får arbejdsro i et år »Der er nu fundet en løsning, og vi får arbejdsro i et år«, siger Uffe Elbek. Hvem der skyder penge i uddannelsesprojektet, ønsker han ikke at sige før onsdag, når KaosPiloterne præsenterer deres 'julemand'. »Jeg kan sige, at der er tale om en dansk julemand, men hvem det er, må vente til onsdag. Bidragyderen ønsker at give politikerne en tænkepause«, siger Uffe Elbek. Uddannelsen til KaosPiloter har for øjeblikket 100 studerende, og statstilskuddet til uddannelsen blev fjernet, da Dansk Folkeparti trumfede forslaget igennem over for regeringspartierne under forhandlingerne om finansloven for 2004.
KaosPiloterne reddet på målstregen
Lyt til artiklen