Klage efter tvangsflytning af professor

Christen Sørensen selv mener, at han er blevet flyttet som en del af en hetz fra universitetsledelsens side. - Foto: Ole Frederiksen
Christen Sørensen selv mener, at han er blevet flyttet som en del af en hetz fra universitetsledelsens side. - Foto: Ole Frederiksen
Lyt til artiklen

Ombudsmanden skal vurdere, om det var i strid med loven, da flere universitetsbetjente søndag troppede op på formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, professor Christen Sørensens kontor og flyttede hans ting over på et andet institut på Syddansk Universitet. Ifølge universitetets rektor, Jens Oddershede, skete flytningen på grund af flere ugers kontroverser mellem medarbejderne på Økonomisk Institut, hvor Christen Sørensen arbejdede, indtil han blev flyttet. Hetz fra universitetsledelsen Christen Sørensen selv mener, at han er blevet flyttet som en del af en hetz fra universitetsledelsens side. Samtidig siger hans fagforening, DJØF, at professoren ikke er blevet hørt i sagen, inden tvangsflytningen blev besluttet. De har derfor indbragt flytningen for Ombudsmanden. »Man har slet ikke villet høre min version, selv om min fagforening i to breve har gjort dekanen opmærksom på, at jeg ifølge loven skal have den mulighed«, siger professoren. Ifølge Christen Sørensen startede hele sagen, efter han i sommer i Fyns Stiftstidende kritiserede Syddansk Universitets uddannelsespolitik. Siden har han følt sig personligt forfulgt af rektor Jens Oddershede. Strid om møde »Jeg skrev, at universitetets ledelse ikke har målrettet sine uddannelser mod det fynske erhvervslivs behov, og at de folk, der sidder med det her kunne gøre en bedre indsats - for eksempel ved at uddanne langt flere civilingeniører i Odense, som erhvervslivet skriger på. Bagefter har rektoren skrevet et anbefalet brev til mig, hvor han blandt andet beskylder mig for i privat øjemed at have brugt universitetets midler til et møde, jeg skulle have med en række fynske erhvervsledere om problemet«, siger professoren. Ifølge Christen Sørensen har rektor senere trukket den beskyldning tilbage, og indrømmet, at mødet var en del af professorens forskningsarbejde. Vil ikke acceptere kritik Rektor på Syddansk Universitet, Jens Oddershede siger, at Christen Sørensen i forbindelse med kritikken har hængt tre navngivne kollegaer ud i pressen, og at det er uforeneligt med universitetets personalepolitik. »I de breve, jeg har skrevet til Christen Sørensen, har jeg gjort det ganske klart, at vi ikke vil acceptere kritik af navngivne personer, som ikke har mulighed for at forsvare sig. Men derudover må jeg fastholde, at det er problemer mellem medarbejdere på universitetet, der har udløst flytningen«, siger rektoren, der hilser det velkomment, at tvangsflytningen nu er indbragt for Ombudsmanden. »Christen Sørensen skal have lov til at bruge alle de kanaler, han kan, for at få vores beslutning vurderet«. Injuriesag Christen Sørensen mener, at anklagerne er en del af en kampagne mod ham. Han har også anlagt injuriesag mod institutleder Niels Nannerup fra Økonomisk Institut, hvor han arbejdede, indtil han blev tvangsflyttet. »Jeg føler, at universitetet bevidst har krænket min forskningsfrihed. Også fordi jeg har kritiseret en række forhold på universitetet, som min advokat på nuværende tidspunkt har bedt mig om ikke at nævne offentligt«, siger professoren. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra institutleder Niels Nannerup.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her