Snekaoset udeblev, men faren er langtfra overstået. Sådan må konklusionen være efter søndagens med spænding imødesete snestorm, som dog kun kom i form af det, meteorologerne kalder en mild snestorm, i dele af Jylland. Det var Nordjyllands, Ringkjøbing, Viborg og Århus Amter, som fik æren af 5-10 centimeter sne med alt, hvad dertil hører. Fredelig søndag Bilisterne havde ifølge Falcks informationschef Ulf Førsteliin tilsyneladende set de tændte advarselssignaler. »Vi må sige, at det har været forholdsvis fredeligt i Danmark. Der har været en enkelt bil i Hjørring, som kørte i grøften, og som skulle hjælpes op. Derudover har vi fjernet omkring 15 væltede træer fra kørebanerne i Jylland, men der har ikke været hverken personskader eller skader på materiel«, sagde han til Politiken ved 20-tiden i aftes. Ved Storebælt var der søndag aften sat en hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen, og der var lukket for høje lette køretøjer. »Vi kan risikere sneglatte veje over hele landet, men det afhænger selvfølgelig af temperaturerne og snefaldet«, sagde vagthavende hos Vejdirektoratets Trafikinformationscenter, Flemming Riisgaard. Problemer med glatte cykelstier I Københavns Kommune bliver årets første store snetest også imødeset med spænding - især efter at der var problemer med glatte cykelstier for knapt en uge siden, da der faldt en del sne. Samtidig ihukommer mange de seneste års problemer med snerydningen. »Vi har forberedt os ret godt, og vi håber, at vi kan gøre det bedre end tidligere. Men vi er politisk låst fast på de samme kommunale entreprenører, som forvaltningen gerne vil udskifte«, siger informationschef i Bygge- og Teknikforvaltningen, Jacob Winther. Storm i Tyskland Det nordlige Europa blev også ramt af en kraftig storm i går. Det gik især hårdt til i Tyskland, hvor biler røg af kørebanen, træer væltede, og el-ledninger faldt ned. Ifølge Ritzaus Bureau sagde meteorologerne, at det ville blive værre endnu. Der kunne ventes vind med en styrke på op til 150 kilometer i timen natten til mandag. I Bad Kreuznach i Hunsrück-bjergene i det vestlige Tyskland mistede en 74-årig kvinde herredømmet over sin bil og tørnede ind i en familie, der havde parkeret deres bil i rabatten, mens de ventede på, at vinden løjede af. Et barn blev dræbt, og fire andre personer blev alvorligt kvæstet ved ulykken.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























