Man kan sagtens forestille sig, at den kongelige familie benytter julen til at sunde sig og samle kræfter til det nye år, som bliver ét af de mest hektiske og begivenhedsmættede i mange år. Og så bliver familietræffet på Marselisborg Slot i Århus også en god anledning til at få talt det forestående kronprinsebryllup igennem, så der kan lægges planer for det storstilede arrangement. Jul på slottet med Mary Både regentparret, kronprinsen og Mary Donaldson samt familien fra Schackenborg holder jul på slottet i Århus. På årets næstsidste dag er dronnin gen og prinsen igen tilbage i hovedstaden, hvor der gøres klar til nytårstale og siden nytårsdagens kur og taffel i Christian VII's Palæ for regeringen samt landets og hovedstadens mest fremtrædende embedsmænd. Mandag 5. januar er Højesteret samt Den Kgl. Livgarde og Gardehusarregimentets officerer inviteret til kur på Amalienborg fra morgenstunden, og senere på dagen modtager regentparret og kronprins Frederik det diplomatiske korps ved den farvestrålende nytårskur på Christiansborg. Kaffe og vaniljekranse Tirsdag 6. januar brygges der masser af kaffe, og vaniljekransene hentes frem fra de kongelige kagedåser, for 6-700 danskere i fremtrædende stillinger indfinder sig i fuld galla og laksko til endnu en kur for at ønske den kongelige familie godt nytår. Regentparrets spektakulære karettur gennem den vinterkolde hovedstad til og fra rigsborgen vækker altid opsigt. Sidst i januar inviterer dronningen og prinsen Folketingets medlemmer og de danske europaparlamentarikere på middag og dans, og Chiles præsident, Richardo Lagos, kommer i de samme dage på officielt besøg i Danmark og skal naturligvis også hilse på dronningen. Rumæniens præsident på besøg Midt i marts får majestæten selv gæster, idet Rumæniens præsident, Ion Iliescu, kommer på et tredages statsbesøg. Og i oktober drager regentparret formentlig på statsbesøg hos det japanske kejserpar. Rejsen var allerede planlagt, men måtte udsættes, da dronningen i januar havde gennemgået en operation for slidgigt i lænden. 29. april fylder prinsesse Benedikte 60, og hun fejrer sin fødselsdag i Berleburg, men fødselsdagen for ét af kongehusets absolut flittigste medlemmer vil også blive markeret her i landet. 14. maj... Og så nærmer 14. maj sig. Der er endnu ikke sendt invitationer ud, og det formentlig ugelange program og festadressen er heller ikke på plads. Det ligger dog fast, at selve vielsen finder sted i Københavns Domkirke denne fredag kl. 16, og sammenligner man med festlighederne omkring daværende prinsesse Margrethes bryllup med grev Henri i 1967, kan man i dagene op til brylluppet næste år forvente festforestilling i Det Kgl. Teater, modtagelse på Københavns rådhus, et storstilet middagsselskab et par dage før brylluppet og efter vielsen en karettur for de nygifte gennem det indre af København. En folkefest i Parken er også under overvejelse. Fredensborg og Christiansborg Endnu er det ikke besluttet, hvor bryllupsfesten skal afholdes. Så vidt Politiken erfarer, er både Fredensborg og Christiansborg i spil, men det menes også være ét af de spørgsmål, som kongefamilien afgør i løbet af juleferien. Oven på bryllupsrejsen skal kronprinseparret igen til fest, for prins Henrik fylder 70 år 11. juni, og det fejres blandt andet med en koncert i Tivoli samt et privat middagsselskab på dagen. 21. juni markerer det grønlandske hjemmestyre sit 25-års jubilæum, og både regentparret samt kronprins Frederik og den kommende kronprinsesse Mary drager til Grønland, hvor man oven på festlighederne i Nuuk rejser videre på en stor tur rundt i det enorme land. Ungt sommertogt Det forlyder også, at det ikke kun er københavnerne, der får lov til at hilse på kronprinseparret næste sommer, og der kunne et særligt sommertogt for Frederik og Mary komme på tale. Parret er også sammen for at bakke op om de danske deltagere i de olympiske lege i Athen i august, og ubekræftede forlydender vil vide, at endog regentparret i samme anledning vil begive sig til det Grækenland, der ellers betragtes med megen skepsis i den danske kongefamilie, efter at dronning Margrethes søster og svoger, eksdronning Anne-Marie og ekskong Konstantin, måtte forlade den græske trone for 36 år siden. Af samme grund har dronning Margrethe aldrig aflagt statsbesøg i EU-landet Grækenland. To runde fødselsdage Og så snupper den kongelige familie sig lige endnu to fester, når prinsesse Alexandra 30. juni bliver 40 og prins Richard af Berleburg 29. oktober fylder 70, ligesom der skal tages stilling til, hvem der skal repræsentere Danmark ved kejserinde Dagmars genbegravelse i Skt. Petersborg, formentlig 26. september næste år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























