Flere penge og mindre tid får et voksende antal forældre til at betale eventbureauer tusindvis af kroner for at sørge for børnenes familiehygge til højtider og fødselsdage. Senest er forældre også begyndt at efterspørge julearrangementer, som kan underholde poderne, nu hvor de har fri fra skole og børnehave. Børnene er henrykte, men psykologer advarer kraftigt imod udviklingen. »Forældre vil dødgerne have, at netop deres barn har de fedeste og sjoveste oplevelser. Vi får også henvendelser på julearrangementer, hvor vi sørger for lidt julestue for børnene. Så har forældrene tid, og børnene har ferie og skal underholdes«, siger Peter Silfvander, direktør for eventbureauet Eventfactory, der tager minimum 2.500 kroner per arrangement. Sumobrydning og gladiatorkampe Ud over julehygge kan bureauet tilbyde sumobrydning, gladiatorkampe, trylleshows og en dag som popstjerne i et pladestudie. Peter Silfvander vil ikke oplyse, hvor mange af disse børnearrangementer han laver om året, men afslører, at der mindst er tale om »en tidobling i forhold til i fjor«. Lignende meldinger kommer fra andre bureauer. Peter Silfvander erkender, at bureauerne kan være med til at skrue op for børnenes krav. »Men vi skal jo leve af det her. Det nytter ikke, at vi sælger snabelsko, hvis det er træsko, der er in. Vi følger bare med teknologien og moden«, siger han. Indtil videre er det især til børnefødselsdage, at far og mor betaler professionelle for at underholde deres børn. »Den ganske almindelige fødselsdag med lagkage og boller er ikke godt nok mere. Børn er meget forvænte i dag; det ligger i tiden«, siger tryllekunstner Kenneth Sørensen fra virksomheden Hokus & Pokus. Børnerådet er bekymret Formand for Børnerådet Klaus Wilmann frygter, at forældrene frarøver børnene følelsen af hygge og nærvær. »Det bliver ligesom narkotika. Oplevelsesdosen skal hele tiden forhøjes«, advarer formanden, der bakkes op af sin forgænger, børnepsykolog og professor Per Schultz Jørgensen. Han opfordrer forældre til at afholde sig fra at købe arrangementerne. »De gør børn til statister i de voksnes spil, hvor de opdrages til at iscenesætte sig selv, så præstationen ser flot ud over for omgivelserne. Man risikerer at få et barn, der føler sig tomt indeni«, siger Per Schultz Jørgensen. Jørn Martin Steenhold, forsker i leg, legetøj og læring, deler dog ikke børnepsykologernes bekymring: »Lad dog børnene more sig. Børn tager kun skade, hvis de bliver forkælet hele tiden. Så alt med måde«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























