Tusinder fejrede jul under dynen

Lyt til artiklen

Bjældeklang, julesang - og høj feber, hoste, ledsmerter og kraftig hovedpine. I mange tusinde danske hjem har feberen været højere end julestemningen i år. Lillejuleaften kunne Statens Serum Institut fortælle, at 5,3 procent af de patienter, der søgte læge i ugen op til jul, var ramt af influenza - og at influenzaaktiviteten fortsat var stigende. 'Udbredt virus' Tallene er ikke blevet opdateret siden, fordi lægehusene er julelukkede. Men hvis antallet af influenza-ramte fortsætter med at stige, vil der være tale om en epidemi, siger læge på Epidemiologisk Afdeling under Statens Seruminstitut Steffen Glismann. »Tallene vidner om udbredt virus, og der er influenza over hele Danmark. Men den har endnu ikke helt så stor en udbredelse, at der er tale om en egentlig epidemi«, siger han. Telefonkø Julens vagtlæger er dog næppe i tvivl om, at influenzaen raser. De har oplevet alenlange telefonkøer af bekymrede forældre, som vil beroliges. Det er nemlig især børn og unge under 15 år, der er ramt af virussen. Forekomsten er størst i aldersgruppen nul til fire år, og der er en stigning blandt ældre mennesker. Men der er nu ikke grund til at frygte en dødelig udgang på sygdommen. Den såkaldte fujianvirus, der florerer for øjeblikket, hører ikke til de allermest farlige influenzavirusser. »Man bliver ganske syg, som man gør, når man får influenza. Men det er altså ikke en dræbervirus, som den tidligere er blevet kaldt«, siger Steffen Glismann. Ekstra snaps hjælper ikke Skulle man blive ramt, råder han til masser af væske og hvile - eventuelt et par piller, hvis man er voksen. Det hjælper derimod ikke med en ekstra snaps til frokosten.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her