Du står midt mellem de urolige heste. Blandt ridderne i hjelm og brynje. Vimplerne vajer stolt i vinden. Klar til det afgørende slag mod de ondes horder. Du kan næsten lugte røgen fra bålene og mærke jorden ryste under hærenes fremmarch. Men du er tørstig. Og colaen står desværre i køleskabet ude i køkkenet. Du forlader den pirrende optakt til det store slag på storskærmen i stuen. Alligevel går du ikke glip af noget. Fladskærmen over køkkenbordet tænder automatisk på samme tv-kanal, da du træder ind. Du kan stadig nå at kaste dig ud i kampen mellem det gode og det onde. Også selv om slaget begynder, mens du drikker den iskolde cola i køkkenet. Krigsscenen kunne være fra 'Ringenes Herre'. Men om 15 år er det måske et andet heltekvad, der er blevet filmatiseret. Til den tid kan du også via fladskærmen sende en mail til en ven eller veninde for at fortælle om de fantastiske scener i filmen. Eller hente et spil baseret på filmen på skærmen. Styret af en lille boks Alt sammen styret af en lille boks, som kontrollerer alle funktioner i din bolig. Hvor høj temperaturen skal være. Hvornår vaskemaskinen skal gå i gang. Hvilken musik du skal høre i aften. Hvilke tv-nyheder, som skal køre hen over skærmen præcis klokken otte om aftenen. For slet ikke at tale om, hvilke film du vil se i weekenden. Og det meste foregår trådløst. Slut med at bande over ledninger, der ligger i vejen på gulvet. Du kan også taste din profil ind i boksen. Så boksen selv kan søge på internettet efter lige nøjagtig de nyheder, film, bøger, spil, rejser og tilbud på dagligvarer, som passer dig. Det er den mest vidtgående fremtidsvision. Tv og computer smelter sammen Eksperterne er enige om, at tv og computerens funktioner vil smelte sammen. Men de er uenige om, hvorvidt det bliver en samlet boks, der styrer det hele. Eller om de forskellige apparater blot vil kunne kommunikere med hinanden. Virkningen er dog stort set den samme. Men teknologidirektør Peter Petersen fra Bang & Olufsen-koncernen tror stadig, at tv-kanalerne vil blive hentet ned fra luften via satellit. Og ikke gennem internettet. »Det fungerer godt, så det forsvinder ikke. Men satellit-tv suppleres med fladskærme med adgang til internet, der hele tiden udvides med for eksempel videosignaler«, mener han. Internet tager over Udviklingsdirektør Preben Mejer fra TDC er mere markant. Han mener, at »fjernsyn og computer ophører som begreber«. »I stedet vil internettet komme til at dominere. Du vil selv kunne vælge, hvilken film du vil se, og hvornår du vil se den. Du henter blot filmen fra en hjemmeside på nettet«, siger Preben Mejer. Under alle omstændigheder er fremtidens fagre teknologiske muligheder mange lysår væk fra dansk tv's fødsel i oktober 1951. Hvor Kirsten Hüttemeier iført stive flipper og pæn kjole tronede frem i tv-køkkenet. Dengang var et tv-kamera et stort monstrum af en kasse, hvor der med store bogstaver stod 'Danmarks Radio'. Og kun omkring 200 fjernsyn med sort-hvide billeder modtog signalerne i de danske hjem. Revolution i lyd og billeder Det var begyndelsen til en revolution af lyd og billeder, som gjorde tv'et til hjemmets nye alter. Men spørgsmålet er, om sammensmeltningen af tv og computer i nye fladskærme vil blive en lige så stor succes, som eksperterne i dag forudser. TDC's Preben Mejer er ikke i tvivl: »I dag koster en 30 tommers fladskærm 30.000 kroner. Om et år vil du kunne få den for 20.000 kroner, og om to år ventes prisen at være faldet til omkring 7.000 kroner. På det tidspunkt kan du tapetsere en hel væg med en skærm. Så stærkt går det«. Men Bang & Olufsens teknologidirektør, Peter Petersen, fremhæver, at der til alle tider har været én grundlæggende regel, der skal være opfyldt: »Folk køber kun de her produkter, hvis de kan se nytten eller det sjove ved det«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























