Anklage: Dommer sov under retsmøde

En dommer er under anklage for at have sovet under et retsmøde i landsretten. - Foto: Jens Dresling
En dommer er under anklage for at have sovet under et retsmøde i landsretten. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En landsdommer beskyldes for at have sovet under et retsmøde i Østre Landsret for godt tre uger siden. Det fremgår af en klage, som er sendt til præsidenten for Østre Landsret. »Trætheden overvældede dommeren mindst seks gange«, hedder det i klagen, der er rettet imod landsdommer Erik Kjærgaard. Klagen er indsendt af Rolf Nielsen fra Værløse, der som tilhører overværede et retsmøde 11. december i landsrettens 17. afdeling. »Han snorkede ikke« Klageren har ingen tilknytning til parterne i retssagen, som skulle afgøre en strid mellem en borger og Skatteministeriet om skat på firmabiler. Borgeren, Henrik Karlsson fra Næstved, er chokeret over landsdommerens optræden under det ca. tre timer lange retsmøde. »Han snorkede ikke, men det var helt tydeligt, at han sov«, siger Henrik Karlsson, der tabte sagen med dommerstemmerne 3-0. Af hensyn til borgernes retssikkerhed skal alle tre dommere være i stand til at vurdere sagen selvstændigt. Landsdommer Erik Kjærgaard siger, at han ikke kan huske retsmødet 11. december, men afviser, at han ikke har givet sagen fuld opmærksomhed. »Jeg sover aldrig under retsmøder«, siger han. Erik Kjærgaard oplyser, at han ikke har læst klagen endnu og derfor ikke ønsker at kommentere sagen yderligere. Han er nu sammen med sagens retsformand blevet bedt om at komme med en udtalelse til Østre Landsrets præsident. Dommer risikerer advarsel Landsretspræsident Sven Ziegler vil ikke kommentere den konkrete sag, men understreger, at det et uacceptabelt, hvis en dommer sover under et retsmøde. »En klage kan munde ud i, at jeg tildeler den pågældende en advarsel«, siger præsidenten, som også kan vælge at sende sagen videre til Den Særlige Klageret, der behandler disciplinærsager over for dommere. Henrik Karlsson vil nu afvente Østre Landsrets svar på klagen, inden han beslutter sig for, om han vil kræve en ny behandling af sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her