Medicinsalg på falsk grundlag

Sidste år blev der solgt for 196 millioner kroner i Danmark af de to gigtmidler, og forbruget er stærkt stigende.
Sidste år blev der solgt for 196 millioner kroner i Danmark af de to gigtmidler, og forbruget er stærkt stigende.
Lyt til artiklen

En ny dyr gigtmedicin, der er blevet en af de helt store salgssucceser i både Danmark, resten af Europa og USA, er blevet markedsført på et fejlagtigt grundlag. Da forskere fra medicinalfirmaet Pharmacia offentliggjorde en storstilet undersøgelse af gigtmedicinen Celebra i et anset amerikansk tidsskrift, var konklusionen, at den nye gigtmedicin forårsagede færre mavesår end de traditionelle gigtmidler. Fordel ved medicin forsvandt Men forskerne offentliggjorde kun resultaterne fra de første seks måneders behandling, hvor patienterne, der fik det nye gigtmiddel, ikke fik så mange mavesår. Det gjorde de til gengæld i de følgende seks måneder. Efter et år var fordelen ved den nye medicin forsvundet. Forskerne, der var tilknyttet medicinalvirksomheden, vidste dette. Men de skrev det ikke. »Det er uredeligt. Og det er uetisk, for det kan have stor betydning for de patienter, der bruger lægemidlerne i tillid til, at der er lavere risiko for at udvikle mavesår«, siger praktiserende læge Preben Holme Jørgensen. Fire gange så dyrt Han var som formand for Medicintilskudsnævnet under Lægemiddelstyrelsen for fire år siden med til at indstille, at alle patienter skulle have offentlige tilskud, når de købte Celebra og det andet nye gigtmiddel i samme klasse, Vioxx. De nye midler koster cirka fire gange så meget som de gamle gigtmidler. Sidste år blev der solgt for 196 millioner kroner i Danmark af de to gigtmidler, og forbruget er stærkt stigende. På baggrund af en række nye oplysninger om bivirkninger ved de nye gigtmidler har Lægemiddelstyrelsen lagt op til at fjerne det generelle tilskud til de to lægemidler. »Når det viser sig, at sikkerheden er på et meget lille niveau, så er de ikke prisforskellen værd«, siger læge Preben Holme Jørgensen. »I min egen praksis kan jeg ikke finde nogen patienter, jeg vil anvende de midler til«. Medicinalfirmaer klager Medicinalfirmaerne, der producerer de to nye gigtmidler, har begge klaget til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der nu har sagen til afgørelse. Indtil da gives der fortsat tilskud. Medicinalfirmaet Pharmacia har til Lægemiddelstyrelsen forklaret, at man kun offentliggjorde de første seks måneders resultater af forsøget, fordi der var for stort frafald af patienter i de følgende seks måneder. Resultatet efter et år var derfor »fordrejet«, mente selskabet. »Hvis vi havde vidst, at der efterfølgende ville blive furore om sagen, så havde vi nok offentliggjort det hele. Men vi mente ikke, at de data var valide, og derfor offentliggjorde vi kun tallene for de første seks måneder«, siger Kim Røjgaard, der er kommunikationsdirektør i medicinfirmaet Pfizer, som har overtaget Pharmacia. Amternes udgifter til medicin er steget med næsten to milliarder kroner til omkring seks milliarder de seneste fem år. Stigningen skyldes dels, at danskerne bruger mere medicin, dels at der er kommet en række nye og dyrere lægemidler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her